Blog Image

Opinion

Opinion

Naturvidenskab

Politik, især

Undervisningspolitik og

Økonomisk politik

Kan snyd med eksamensbeviser virkelig føre til en akademisk uddannelse?

politik Posted on Thu, May 26, 2016 01:17:14

På det seneste har det været fremme i medierne, at der er
studerende ved de højere læreranstalter, som har præsenteret forfalskede
eksamensbeviser ved optagelsen. At det også er sket tidligere, er nok
tilfældet, men slet ikke i det omfang. Da jeg gik på universitetet i 60’ere,
udløste enhver form for snyd til eksamen, at man blev relegeret fra universitet
– for evigt.

Dengang var der i øvrigt fri adgang til universiteterne,
bortset fra Den Polytekniske Læreranstalt, (som DTU hed den gang), hvor
adgangskravet vel var 10-11 omregnet til nutidens karakterer.

Til gengæld var der i de fleste fag fastlagt prøver med
dumpeprocenter på 30 – 50%. (Prøverne i matematik, fysik og datalogi var
”nådesløse”). Efter 3 forsøg, var det slut. Det havde den konsekvens, at det
kun var de dygtigste/flittigste/målrettede, som fik deres eksamen, mens en ikke
ubetydelig gruppe var indskrevet på universitetet i årevis uden at blive
kandidater.

Mange af disse klarede sig nu alligevel godt senere i livet,
og tiden på universitetet kunne vel betragtes som et akademisk højskoleophold.

Problemerne opstod først rigtigt, da gymnasiefrekvensen
voksede fra omkring 10% i 1960 til 40% i 1980, og især, da SU blev indført i
1970. Som kandidat fra 1971, nåede jeg aldrig at få del i studiestøtten, men dengang
i 60’erne var nu rimelig let at få et deltidsarbejde som studerende.

Men efter at vi fik adgangsbegrænsning til de videregående
uddannelser i 1977, inspirerede det nogen til at snyde med eksamensbeviset. Efter at dokumentet bliv elektronisk overført
fra det adgangsgivende uddannelsessted til universitet, erklærede man ellers frejdigt,
at det umuliggjorde snyd.

At nogen har hacket sig ind i IT systemet på en
uddannelsesinstitution, er muligvis forekommet, men sjældent.

Men i særlige tilfælde, er det stadig muligt selv at
fremsende eksamensbevis, og det er så her, at det gået galt.

27 studerende er sigtet for at have forfalsket deres eksamensbevis,
hvilket må være en ret ubarmhjertig opvågen fra det drømmestudium, man har
snydt sig til.

Da de sigtede, kun er nogle, der har købt forfalskede
eksamens beviser fra professionelle for kr. 25.000, kan man forsigtigt gætte
på, at vi muligvis kun har set toppen af bjerget af forfalskede
eksamensbeviser.

Alt dette kunne man imidlertid have undgået, hvis man i
princippet havde ”fri adgang” til første år på en højere uddannelse, men med en
effektiv stopprøve, som det var tilfældet på universiteterne i indtil
begyndelsen af 90’erne, og som man stadig praktiserer det i f.eks.
Frankrig.

Men i løbet af 90’erne er hele den begrebsmæssige forståelse
af, hvad formålet med et universitet er, blevet ændret fra at være udelukkende
fagligt akademisk til at være et yderst kortsigtet kalkule om samfundsøkonomi.
Det man kalder for New Public Management.

Men selv da jeg blev student i 1964, hvor gymnasiefrekvensen
var 10-15%, og hvor optagelseskravet til gymnasiet var mg, (svarede til 10,
omregnet til den nuværende karakterskala) var det altså langtfra alle, der blev
indskrevet på universiteterne, som endte som kandidater.

Til gengæld var det de autonome højere læreranstalter, der
fastlagde kravene til eksaminerne.

Men selv dengang, hvor de faglige krav var milevidt højere
end de nuværende i gymnasiet og på de fleste (men ikke alle) universitetsstudier,
var der hvad man, fra politisk side anså for samfundsøkonomisk spild.

Qua taxameterprincippet er kravet om fastholdelse af et
acceptabelt fagligt niveau blevet helt underordnet kravet om samfundsmæssig rentabilitet.
Altså hvis samfundet bekoster en uddannelse, så skal den pinedød også
gennemføres på højst 6 år. Samtidig med, at vi uddanner flere kandidater, har
politikerne jo skreget på højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, hvor
universitetsuddannelsen svarer til den vi havde i Danmark for 30 år siden. Og
det hænger jo ikke sammen!

Med de markante faglige forringelser, der er sket på
gymnasierne og universiteterne i de senere år, er jeg nu langt fra sikker på den
samfundsmæssige gevinst ved krav om gennemførelse af 95% af de, der bliver
optaget. For prisen er jo en markant ringere uddannelse for alle – også de
dygtigste – og det gælder både gymnasiet og på de fleste universitetsstudier.

Der bliver uddannet kandidater, som aldrig vil løfte et job,
som modsvarer en kandidateksamen.

Om karaktererne er det bedste pejlemærke for, hvorvidt man
kan gennemføre en universitetsuddannelse, er ikke helt let at svare entydigt
på, men statistik set er der nok ingen tvivl.

Før gymnasiereformen i 2005, var karaktererne nok det bedste
og mest sikre bedømmelsesgrundlag.

Det bygger jeg blandt andet på, at for de klasser, jeg har
ført til eksamen, har der været næsten fuldstændig overensstemmelse mellem
årskarakterer og eksamenskarakterer.

Almindeligvis lå gennemsnittet til eksamen lidt højere. Der
var afvigelser, men afvigelser på mere end én karakterenhed (i 13-skalaen) var
meget usædvanligt.

Så med 40 års erfaring i at give karakterer i gymnasiet,
tror jeg fuldt og fast på, at de som har snydt med deres eksamensbevis, efter
den gamle ordning, hvor der var en effektiv (stop)prøve efter det første år,
aldrig nogensinde ville komme videre. Og er det ikke samfundsøkonomisk at
foretrække, end at bekoste en dyr uddannelse (ved at sænke den faglige
overligger så meget, at den efterhånden kan klares af en gangbesværet gravhund)
af kandidater, der ingen chance har for at få et job, der faktisk kræver en
faglig lødig universitetseksamen.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12



Racisme eller skingert hysteri

politik Posted on Mon, May 23, 2016 12:14:14

Jeg kom i skole i 1952. Jeg gik på en ”international” skole,
hvilket betød, at der var klasser, som bestod af børn fra hele verden. Af samme
grund var enhver form for ytringer, der var nedvurderende overfor de
udenlandske børn bandlyst – dog ikke helt på den samme skingre måde, som det er
tilfældet i folkeskolerne i dag.

Ordet racisme blev dog aldrig anvendt i den sammenhæng. Dengang
var racisme et begreb, der var knyttet til forholdene i USA og Sydafrika, eller
som hørte til nazismen.

I 1950’erne blev end ikke de gamle kolonimagters behandling
af de oprindelige befolkninger betragtet som racisme, og i skolen lærte vi, at
den korrekte betegnelse for mennesker

med afrikansk oprindelse var neger, mens det amerikanske ”nigger”
var et skældsord, et levn fra slaveriets tid, som man aldrig måtte anvende. (På
samme måde i øvrigt, som ”bøsse” var et skældsord for en homoseksuel).

Omvendt var det bestemt ikke velset, hvis man
karakteriserede mennesker efter deres hudfarve sorte, brune eller gule i stedet
for efter deres etnicitet. Hvilket jo er dybt fornuftigt, hvis man ellers tror
på, at menneskers karakteregenskaber ikke kan aflæses af deres hudfarve.

Neger eller i USA negro var således den neutrale betegnelse
for mennesker med afrikansk oprindelse lige indtil begyndelsen af 70’erne, og så
sent som i 1963 anvendte Martin Luther King i en tale ordet ”negro” om den
sorte befolkning i USA.

Så fra min opvækst, er der intet nedsættende forbundet med
anvendelse af ordet neger – tværtimod

Men det er jo sådan, når man udtrykker noget, så er det
stort set uden betydning, hvad der er ment i forhold til, hvordan det bliver
opfattet

Og her må man sige, at Søren Espersen er kommet i den
bornerte korrektheds kværn.

Det forekommer dog underligt, at han ikke har været bevidst
om, at man ikke anvender ordet neger længere, hvilket kun med nød og næppe kan
undskyldes ved hans alder.

Men at Jeppe Kofod i opskruet skinhellighed beskylder Søren
Espersen for racisme og end ikke kan skelne mellem det amerikanske ord negro
(neger) og det stærkt nedsættende ”nigger”, det kan hverken undskyldes ved ungdommelighed
eller dårlig skolegang.

For han tror vel end ikke selv på at Søren Espersens
fortalelse var ment racistisk. (Medgivet at ordet racisme efterhånden
automatisk udløses selv ved moderat kritiske holdninger til ikke hvide
europæere).

En politiker, der – mod bedre vidende, må man formode –
anvender så beskidte og ondskabsfulde fordrejninger om sine politiske
modstandere er simpelthen ikke værdig til at beklæde poster i et parlament.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12, 2670 Greve



Frikendt på grund af “bevisets stilling”

politik Posted on Mon, May 16, 2016 15:49:58

Det er et grundlæggende princip i straffelovningen, at den
helst skal være nogenlunde i overensstemmelse med rimelighedsbetragtningerne i
de offentliges forståelse.

Et andet er, at man kun kan dømmes efter gældende lov, også
selvom det i den enkelte sag kan stride mod den almindelig retsbevidsthed.

Et tredje er, at man ikke kan blive dømt uden tekniske
beviser eller fældende vidneudsagn.

I Danmark refererer vi til frifindelser på grund af
”bevisets stilling”, altså at man ud fra det, som foreligger, ikke er så meget
i tvivl om skyldsspørgsmålet, men at det afgørende bevis mangler.

Straffelovgivningen i de vestlige lande har derfor ikke som
formål, ”at retfærdigheden skal ske fyldest”, men derimod at ingen uskyldig kan
blive dømt. Eller som det ofte er formuleret: Lad hellere 10 skyldige gå fri
end at dømme en uskyldig.

Og dette gælder i særdeleshed hvad angår voldtægtssager og
sager om pædofili.

Krænkelserne og overgrebene på ofrene er forfærdelige, men
de bliver ikke hjulpet meget af en domfældelse. Det forebyggende er det
væsentligste.

Til gengæld kan en uskyldig dømt eller blot mistænkt for en
af disse forbrydelser godt få smadret sit liv totalt.

Og der har jo gennem årene været flere eksempler på falske
anmeldelser – og domme der ligner justitsmord – både hvad angår voldtægt og
pædofili, og med forfærdelige konsekvenser for de anklagede.

To sager har på det seneste, sat retsprincipperne på en
prøve. Den ene er sagen om 3 mænds gruppevoldtægt af en pige, halvt bevidstløs
af alkohol og mangel på insulin.

Den anden er sagen om frifindelse af ”Sigøjnerbossen”
Levakovic fra udvisningen.

Især i det første tilfælde har ”bevisets stilling” virket
krænkende på retsbevidstheden.

Det forekommer (næsten) utænkeligt at en 17-årig pige har
indvilliget i sex med 3 mænd, som hun ikke kendte, og det er sådan set heller
ikke påstanden, men derimod at hun ikke ”tydeligt nok” har sagt fra. Men var
hun overhovedet i stand til det?

Ved en ”folkedomstol”, ville en frifindelse af de tre mænd,
nok have været utænkelig!

Forbrydelsen er sket, det er forfærdeligt, og det kan der
ikke ændres ved, men i stedet for at harmes over at retfærdigheden ikke er sket
fyldest, så skulle vi måske hellere besinde os på at man ikke kan blive dømt en
for voldtægt, med mindre, at beviseerne er nagelfaste.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12



Ytringsfrihed, løgn og anstændighed

politik Posted on Fri, May 06, 2016 16:18:58

Jeg ikke har nu ikke tænkt mig at se den meget
kontroversielle udstilling arrangeret af kunstnergruppe TOETT, hvor islamiske
selvmordsterrorister fremstilles som martyrer. Om infame forvanskninger
overskrider grænserne for ytringsfriheden, vil jeg overlade til juristerne, men
om det etiske er jeg nu ikke i tvivl. En sådan udstilling er dybt krænkende for
den vestlige civilisations værn om demokratiske rettigheder.

Dette som modstykke til totalitær undertrykkelse, social
kontrol og politisk/religiøse domstole.

Det får så være. Men når de islamiske terrorister udstilles
side om side med historiske figurer som Sokrates og den tyske kommunist Rosa
Luxemburg, kommer jeg til at tænke på et citat fra Gandhi: ”Der kan være
idealer, som det er værd at dø for, men der findes ingen idealer, der er værd
at slå ihjel for” Og det er jo lige præcis forskellen. Sokrates og Rosa
Luxemburg (og der kan nævnes utallige andre) døde for deres tro på frihed for
den enkelte og et humant samfund. De islamiske terrorister dræber uskyldige i
deres bekendelse til en totalitær civilisationsfjendsk religion.

Vi er igen lidt i den samme situation som med Muhammed
tegningerne, hvor løgn og had bliver rodet sammen med ytringsfrihed. Hvor de
som står op mod undertrykkelsen og volden kræves straffet fordi de har krænket
religionens udøvere, mens de totalitære undertrykkere bliver fremstillet som
ofre.

Hvad bliver det næste? En udstilling om ”heltene” fra
Auschwitz, eller en udstilling om forfølgelser af pædofile.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12, 2670 Greve



Betyder oplægget til en ny gymnasiereform pædagog murens fald?

politik Posted on Sun, May 01, 2016 23:36:32

Efter 2005 blev det akademiske gymnasium udslettet og
erstattet af en klon af RUC.

Det betød en ideologisering af undervisningen og en
efterfølgende næsten forfærdende faglig/teoretisk deroute, som efter 2010 har
bredt sig til universiteterne.

Det er den korte version af den udvikling i
undervisningssystemet, der tog sin begyndelse med folkeskolereformen i 1975,
samt oprettelsen af det marxistiske RUC i 1972.

Omsat til danske forhold har 2005 reformen ligheder med den
kinesiske kulturrevolution, der som bekendt satte det kinesiske
undervisningssystem 20 år tilbage i udvikling. Siden har Kina genoptaget
traditionel undervisning og genoprettet det faglige niveau, som det kom til
udtryk i udsendelsen 9.z mod Kina, hvor danskerne blev slået i alle discipliner
bortset fra engelsk.

Indtil slutningen af 60’erne havde universiteterne autonomi.
Uafhængigheden af politiske, erhvervsmæssige eller ideologiske interesser var
garant for den akademiske integritet.

.

Så noget overraskende, besluttede et politisk flertal – i
den akademiske friheds navn – at oprette et marxistisk universitet ved navn
RUC.

Men som det vist også var tilfældet med frigivelsen af
pornoen, så var de pæne borgerlige politikere nok ikke helt klar over, hvordan ”dyret”
så ud før, det slap ud af buret, og så var det jo for sent.

For de første 5 år herskede der fuldstændig kaotiske tilstande
på RUC.

Objektiv akademisk viden blev betragtet som en del af den
borgerlige kapitalisme, og blev derfor udskiftet med marxistisk dogmatik.

Den traditionelle universitetsundervisning blev erstattet af
gruppe- og projektarbejde. Fagenes identitet blev udvisket og erstattet med
tværfaglighed Alle rapporter og opgaver skulle have samfundsrelevans med det
krav, at man inddrog marxismen i sine konklusioner.

Lige fra studiestart syntes ingen problemstilling for
omfattende eller kompleks til, at det ikke kunne klares ved opsøgning af viden
og gruppearbejde, og det uden anden intellektuel ballast end Marx’ dialektiske
materialisme i øvrigt.

Fagenes traditionelle metodik, forsvandt til fordel for
videnskabelige enhedstænkning, som var en del af det ideologiske grundlag.

Hertil kom mindre smagfulde træk som sindelagskontrol, mobning
og ekskludering af anderledes tænkende.

Kort sagt så udgjorde RUC et markant brud med hundrede års vestlige
akademiske traditioner.

Men bortset fra henvisningerne til Marx, som RUC behændigt
retoucherede væk efter 1989, så kan man trække en direkte linie fra RUC til gymnasiereformen
i 2005, hvor det akademiske gymnasium blev forvandlet til et ideologisk
gymnasium, som en tro kopi af RUC.

AAU og SDU fulgte i fodsporene på RUC, mens 70’erne og
80’ernes forsøg på en ideologisk overtagelse af de gamle universiteter kun lykkedes
delvis.

Fra midten af 90’er havde Syddansk universitet imidlertid
taget førertrøjen, hvad angår at promovere undervisningspædagogikken fra RUC.

Pædagogiske Ph.d. afhandlinger flød i en lind strøm fra SDU,
og mange gymnasielærere lod sig friste karrieremæssigt af tilbuddet fra SDU om
at tage en pædagogisk Mastergrad.

Det teoretisk pædagogiske fik på denne måde en overordnet
position overfor det akademisk faglige, mens det jo tidligere havde været lige
omvendt.

På gymnasierne verserede rygter, at flere af
reformpædagogerne på SDU havde en fortid som mislykkede gymnasielærere, og at
de i deres selvforståelse var nået til den konklusion, at det var den daværende
undervisningsform, der var noget galt med.

Man må formode, at strategerne på RUC og SDU havde indset,
at det nok var en taktisk fejl at forsøge en overtagelse af universiteterne før
man kontrollerede gymnasierne, og fra slutningen af 90’erne blev der indledt et
veritabelt ideologisk stormløb på gymnasierne, der kulminerede med 2005
reformen.

Fra slutningen af 90’erne overtog Syddansk Universitet
undervisningen (læs indoktrineringen) i den teoretiske del af pædagogikum, og
på ægte kulturrevolutionær vis kom pædagoggardisterne (lærerkandidaterne) så ud
på gymnasierne, hvor de med nogenlunde samme ydmyghed, som de kinesiske
rødgardister belærte lærerne om den nye pædagogiske verdensorden.

For at fastholde den ideologiske dominans, blev der ved
reformen i 2005 indført et nyt obligatorisk fag med det forførende navn Almen
Studieforberedelse (AT).

Det var samtidig det eneste fag der havde obligatorisk
eksamen efter 3g.

Almen Studieforberedelse blev dermed den ideologiske mur,
som omkransede den øvrige undervisning i gymnasiet.

Med RUC som ”forbillede” blev der i 2005 indført krav om
tværfaglighed mellem naturvidenskab og humaniora, også selvom der ikke findes
noget akademisk eller didaktisk belæg for dette.

Tværfagligheden var derimod et udtryk for en forestilling om
videnskabelig enhedstænkning, underkastet den socialkonstruktivistiske
”videnskabsteori”, der efter 1989 havde afløst Marx’ dialektiske materialisme
på RUC.

At tværfaglighed mellem humaniora og naturvidenskab ikke har
nogen akademisk relevans er i øvrigt nemt at forklare.

Naturvidenskab er en formaliseret (matematisk) beskrivelse
af de lovmæssigheder som naturen adlyder, mens humaniora vedrører studiet af
menneskelig adfærd.

Ingen moderne akademisk tilgang kan forene disse to
videnskaber. Antropomorfisme af naturen eller mekanisering af menneskelig
adfærd er ikke videnskab, men kun noget, der kan henføres til ideologiske eller
religiøse forestillinger.

Så det tværfaglige samspil blev i stedet til samspilsramt faglighed.

I grenvalgsgymnasiet (1962-1988) var pædagogikken
underordnet det faglige. Det var metoder, som skulle formidle tilegnelsen af
fagene. Undervisningspædagogik var et håndværk, som man mestendels tilegnede
sig gennem erfaringen.

Læreren havde det fuldstændige faglige og pædagogiske ansvar
for sine klasser. Kun i ekstreme tilfælde blandede rektor – som den eneste, der
havde en overordnet pædagogisk myndighed – sig i undervisningen. Lærerne fik
deres faste løn for at passe deres arbejde, og deres arbejde var at lære
eleverne nogle fag.

Dengang var lærernes engagement uafhængig af deres
aflønning. Lærernes ambition var at eleverne lærte det de skulle, og at de
klarede sig godt til eksamen. Undervisningen var båret af et moralsk ansvar
overfor eleverne og et formelt ansvar overfor bekendtgørelsen.

Efter 2005 blev dette afløst af et moralsk ansvar overfor en
pædagogisk ledelse, og et formelt ansvar for eleverne. Der blev indført næsten
absurd detaljerede indberetninger og omfattende kontrol af undervisningen. Som
noget nyt – og arvet fra RUC – var den latente pædagogiske sindelagskontrol ret
belastende for de lærere, som søgte at bevare sin faglige integritet.

DDR tilstande var ikke en helt ualmindelig vending blandt
disse lærere.

Samtidig blev der indført et ”nysprog”, altså en helt ny
faglig pædagogisk terminologi.

Problemet ved ”nysproget”, hvor af mange ord ikke fandtes i
en nydansk ordbog eller fandtes, men i en anden betydning (faglighed,
videnskabelighed, kompetence og synopsis), er jo at enhver kan tillægge
begreberne sin egen betydning. F.eks. blev faglighed af reformpædagogerne anvendt
i betydningen forståelse af ”videnskabsteori”

På trods af det stærkt reducerede faglige niveau, havde
eleverne store vanskeligheder ved at skrive deres opgaver i Almen
Studieforberedelse og det afsluttende Studieretningsprojekt.

Det som er blevet kaldt ”at knække koden”. Det skyldtes det
ideologiske krav, at der til disse afleveringer blev stillet de samme rigide,
ja næsten skolastiske formelle krav, som det var tilfældet på RUC, hvilket ud
fra et didaktisk synspunkt jo var fuldstændig forrykt.

Og det lykkedes aldrig for lærerne at nå til en blot
nogenlunde afklaring af, hvad begreberne ”Problemformulering” og ”Synopsis”
dækkede over. Det skyldes naturligvis, at det ikke er akademiske, men
ideologisk funderede begreber.

Som man kunne læse i et af punkterne på undervisningsministeriets
udkast til gymnasiereform, så er det hensigten at afskaffe Almen
Studieforberedelse.

Pædagog muren er faldet!.

Om det så betyder, at det ideologiske krav om tværfaglighed
forsvinder helt, hvorvidt lærerne får deres faglige og pædagogiske integritet
tilbage, og om fagenes identitet bliver genoprettet, det kan man ikke læse af
udkastet, men når muren er faldet, så plejer resten af det ideologiske
fundament at smuldre, sådan som man har set det i andre sammenhænge.

Det bemærkelsesværdige er, at reaktionerne fra
reformpædagogerne er udeblevet. Når man betænker at tre formænd for
rektorforeningen gennem 10 år, temmelig arrogant har afvist enhver kritik af
reformpædagogikken, så er tavsheden øredøvende.

Selv om reformpædagogikkens æra muligvis er slut, er der
stadig lang vej til genoprettelsen af det akademisk gymnasium, som vi havde fra
1962 – 1988, og i amputeret form fra 1988 – 2005.

Det vil nok kræve to ting. Det ene er, at det korrumperende
taxameterprincippet afskaffes, og gymnasierne igen drives som en skole med et
fast tilskud og ikke som en produktionsvirksomhed med bestyrelse, ledelse og
bonusordninger Det andet er, at antallet af elever i gymnasiet nok bør
halveres.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus



Kundskabsdannende undervisning eller tankpasserpædagogik

politik Posted on Wed, March 30, 2016 15:51:17

Da jeg gik i gang med kronikken i Berlingske fra den 22 marts 2016 af rektor
for RUC Hanne Leth Andersen og direktør for Danmarks Evalueringsinstitut Mikkel
Haarder, forventede jeg den samme reformpædagogiske røgelse og varm luft, som
man har hørt så mange gange før – egentlig ikke noget at ophidse sig over – men
i slutningen af kronikken genopliver HLA et af de skældsord, som efter reformen
i 2005 blev anvendt mod det tidligere akademiske gymnasium, og det provokerede
mig.

For de lidt ældre gymnasielærere, der havde undervist i grenvalgsgymnasiet,
var det mildt ubehageligt at blive udsat for den meget grove retorik, hvormed reformpædagogerne
fra 2004 fremturede, med det formål, at nedgøre det tidligere gymnasium.

Kendsgerningerne er imidlertid, at ingen nogensinde har bestridt
at grenvalgsgymnasiet (1962 -1988) ud fra en akademisk faglig betragtning, er
det mest velfungerende gymnasium Danmark nogensinde har haft.

På internationalt plan lå den danske studentereksamen i top,
mens vi i dag for længst er overhalet af asiatiske lande, som vi tidligere end
ikke ville sammenligne os med. Også universiteterne i København og Århus havde
et højt internationalt ry, og det samme kunne siges om DTU, der uddannede nogle
af verdens bedste ingeniører.

Så hvis reformpædagogerne skulle distancere sig fra det tidligere
gymnasium, så skulle de næppe angribe det faglige niveau. Det gjorde de så
heller ikke, men på ægte kulturrevolutionær vis lancerede de en smædekampagne imod
grenvalgsgymnasiet, som de kaldte sort skole, udenadslære, kongerækker og
salmevers. Også selv om dette overhovedet intet havde at skaffe med
undervisningen dengang. Det er noget jeg ved. Jeg underviste i
grenvalgsgymnasiet fra 1973.

Hvad angår sort skole, så blev den afskaffet med den
fremsynede folkeskolereform i 1958, og den tilsvarende gymnasiereform fra 1962.
Hvis man tvivler på dette, kan man jo blot læse den blå betænkning fra 1960.

Dengang var formålet med undervisningen at formidle objektive
kundskaber, at give eleverne elementære intellektuelle færdigheder funderet på
akademisk integritet – ikke at indoktrinere eleverne/studenterne i en stundende
ideologisk tidsånd, som det var tilfældet på det marxistiske RUC (1972-89), og
som også delvis fulgte i kølvandet på folkeskolereformen i 1975, og endelig med
den næsten totalitære overtagelse af gymnasiet ved reformen i 2005.

Lærere, som måske havde undervist i gymnasiet i mere end 25
år, og som ikke straks kastede sig for fødderne af den anti-akademiske
reformpædagogik, blev marginaliserede og hængt ud med skældsord som ”privatpraktiserende”,
og deres undervisning blev kaldt for ”tankpasserpædagogik”.

Det vrængende ”privatpraktiserende”, gik ud på, at disse
lærere foretrak at tilrettelægge deres undervisning selv, uden vejledning fra
reform(støtte)pædagoger.

Det ligeså vrængende og nedvurderende ”tankpasserpædagogik” er
en metafor for den klasseundervisning, der ellers havde været synonymt med den
gymnasiale uddannelse i 50 år.

I grenvalgsgymnasiet havde læreren alene det faglige og
pædagogiske ansvar for sine klasser.

Læreren var ansvarlig for at eleverne faktisk lærte noget,
og at de klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 blev dette afløst af et ansvar overfor en
pædagogisk ledelse, og der blev indført næsten absurd detaljerede indberetninger
og omfattende kontrol af undervisningen. Den latente sindelagskontrol, som
altid havde eksisteret på RUC, virkede heller ikke så smagfuld på de lærere,
som var mentalt funderet i det akademiske gymnasium fra før 1988.

DDR tilstande, var ikke en ualmindelig vending blandt disse
lærere.

I 2005 forsvandt klasseundervisning, simpelt hen som begreb
i gymnasiet, idet man i indberetningerne kun kunne vælge mellem ”lærerstyret
undervisning” og ”forelæsning”

Og mens reformpædagogerne idelig opfordrede til
selvstændighed, så praktiserede de en ganske hårdhændet indoktrinering af den
samme socialkonstruktivisme, som herskede på RUC, og som blev
institutionaliseret med det nye obligatoriske fag med det forførende navn:
Almen Studieforberedelse

Der blev indført krav om tværfaglighed mellem naturvidenskab
og humaniora, også selvom der ikke fandtes noget akademisk eller didaktisk
belæg for dette. Tværfagligheden var derimod et udtryk for en forestilling om
videnskabelig enhedstænkning, underkastet den ”videnskabsteori”, som jo havde afløst
Marx’ dialektiske materialisme på RUC.

Naturvidenskab er en formaliseret (matematisk) beskrivelse
af lovmæssigheder i naturen, mens humaniora vedrører studiet af menneskelig
adfærd. Og ingen akademisk tilgang kan forene disse to videnskaber – kun en
ideologisk.

I de naturvidenskabelige fag, var klasseundervisningen
(altså tankpasserpædagogikken) i al sin enkelhed den, at læreren i dialog med
eleverne gennemgik og forklarede et afsnit af bogen, som derefter blev givet
for som lektie.

Pædagogikken var underordnet det faglige. Det var metoder,
som skulle lette tilegnelsen af fagene.

På RUC og efter 2005-reformen også i gymnasiet, er det
faglige derimod reduceret til et ledsagende fænomen til den pædagogiske indoktrinering.
Og dette rummer nok hovedparten af forklaringen på den faglige deroute, der er
sket siden 2005.

Kronikken peger også hen imod, at man kan kæde lærernes faglige
engagement sammen med deres aflønning. En tankegang, der nu er meget fremmed
for min generation af gymnasielærere.

I grenvalgsgymnasiet var undervisningen præget af en ligeværdig
og uhøjtidelig omgangsform. Respekt for undervisningen var ikke noget man
skabte, men noget man opnåede.

Klager over undervisningen eller karakterer, var stort set
ukendte. Læreren var tildelt den nødvendige autoritet til alene at kunne
bedømme elevernes faglige standpunkt.

Efter 2010 har man derimod givet eleverne den pædagogiske
autoritet til ved to årlige evalueringer (den ene anonym) at (be)dømme læreren.

Men dette evalueringshysteri har kun bidraget til at
forpeste det tidligere tillidsfulde forhold mellem lærer og elev.

Hvis det var i min magt, ville jeg som det første afskaffe
det kontraproduktive og meningsløse ressourcespild der anvendes på Dansk
Evalueringsinstitut.

For at skærme for det åbenlyse faglige/teoretiske armod i
gymnasiet, har reformpædagogerne senest opfundet nogle (indholdsløse) didaktiske
begreber som kreativitet og innovation i den hensigt at sælge gymnasiet til
erhvervslivet.

Forestillingen er den, ligesom det er tilfældet på RUC, at
man stort set uden viden, men ved gruppearbejde og Internettet, og med den
socialkonstruktivistiske videnskabsteori som eneste intellektuelle ballast, kan
opnå ny ”videnskabelig” indsigt. Men dette er jo ligeså fagligt underlødigt,
som resten af den reformpædagogik, som er udsprunget fra RUC.

Tværtimod er det sådan, at viden og indsigt giver frihed til
at vælge – det gør ideologisk formynderi ikke.

Og hvad er det så HLA holder op som modstykke til ”tankpasserpædagogikken”?

Det er et gymnasium og et universitet, der bortset fra de
studier, der kræver de allerhøjeste gennemsnit, har undergået en faglig
deroute, som har været fuldstændig ødelæggende for det danske
undervisningssystem.

At karakterniveauet er højere i dag end før 1988, er blot et
udtryk for den akademiske korrumpering, som er fulgt i kølvandet på
reformpædagogikken og taxameterprincippet.

Vi er i dag derhenne, at Danmark vist nok er det eneste land
i verden, som dimitterer studenter, som reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er jo ikke en vild påstand. Søndag den 14. april 2014
havde Martin Krasnik den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen i Deadline. Anledningen
var, at mange af de studerende, der bliver optaget på RUC, hverken kan læse,
skrive eller kender reglerne for tegnsætning – i hvert fald ikke på et niveau,
så de er i stand til at følge undervisningen det første år på RUC.

Hendes svar var, at når de studerende ikke er i stand til at
tilegne sig indholdet af en lærebog, og heller ikke intellektuelt er i stand
til at følge en forelæsning, så må vi undervise ved hjælp af medier, og arbejde
i grupper med læreren som tutor. Ja!

Ved reformen i 2005, blev det akademiske gymnasium udslettet
og omdannet til en klon af RUC.

Men det er altså denne ideologisk forplumrede faglige
elendighed, som Hanne Leth Andersen vælger at fremhæve i sin nedvurdering af
undervisningen i det velfungerende grenvalgsgymnasium, som
”tankpasserpædagogik”

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus



Spildte guds ord

politik Posted on Thu, March 03, 2016 21:32:54

I en kommentar i Berlingske onsdag den 3. marts beskriver Uffe Gravers Pedersen
meget nøgternt og efter min opfattelse overmåde behersket de problemer, som det
danske undervisningssystem er havnet i siden gymnasiereformen i 2005.

For min generation er det aldeles indlysende, at 2005
reformen var et afsporet ideologisk projekt med arnested i det tidligere
marxistiske RUC, og som har ført det tidligere akademiske gymnasium ud i en
massiv faglig deroute og intellektuel forplumring.

Gymnasiet er efter 2005 blevet en ideologisk klon af RUC. Og
hvad man end mener om de undervisningsformer, som opstod i 70’erne på de
marxistiske arnesteder RUC, AAU og TVIND, så har det været en katastrofe for
det danske undervisningssystem.

Det RUC’ske forsøg på en marxistisk overtagelse af
universiteterne i 70’erne og 80’erne lykkedes som bekendt kun delvis. Efter 1989 blev marxismen retoucheret væk på
RUC og erstattet af socialkonstruktivismen. Men RUC forblev et ideologisk
universitet – ikke et uafhængigt akademisk universitet. De ideologiske
strateger på RUC og Syddansk universitet, indså nok at det havde været en
taktisk fejl først at erobre universiteterne, før man havde overtaget
gymnasierne, og fra midten af 90’erne blev der indledt et veritabelt ideologisk
stormløb på gymnasierne, der som bekendt kulminerede med 2005 reformen.

Men reformen handler langt mindre om undervisning end at
rage kastanjer til sig og ideologisk dominans. Reformpædagogerne har desværre
arvet de totalitære tilbøjeligheder, som vi også kender fra 68-bevægelsen, og
de vil naturligvis aldrig ad dialogens vej slippe deres jerngreb. Så Uffe
Gravers velmente kommentar er nok spildte guds ord på Pædagog Lars.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12, 2670 Greve



Jeg undrer mig!

politik Posted on Tue, February 02, 2016 19:23:32

Der er noget, som undrer mig. Ifølge grundloven er
ejendomsretten ukrænkelig. Myndigheder, der er underlagt statsmagten kan ikke
konfiskere eller inddrage privat ejendom, som er erhvervet på lovlig vis.
Undtagelsen er vist kun, hvis man skylder til det offentlige.

Ejendomsretten gælder naturligvis også for personer, som
ikke er danske statsborgere.

Det er derimod rigtigt, at man ikke kan modtage sociale
ydelser, hvis man har aktiver ud over hvad der er strengt nødvendigt for at
kunne leve et tåleligt liv.

I diskussionen har især Inger Støjberg slået på, at
kontanthjælpsmodtagere også får inddraget en eventuel formue og værdigenstande,
der ikke er nødvendige for et dagligt liv. Det kan karakteristisk være smykker.
Realiteten er imidlertid nok den, at de, der søger kontanthjælp, allerede har
skilt sig af med værdigenstande, som ikke er strengt nødvendige for at
opretholde en tilværelse. Det sidste, man skiller sig af med er formodentlig en
bolig og det næstsidste en bil.

Det undrer mig også, at man fra regeringen i sin
argumentation tilsyneladende ikke skelner mellem danske statsborgere, der
modtager kontanthjælp og asylansøgere. Rent
juridisk må der angiveligt være forskel.

Når asylansøgere, har fået (midlertidigt) ophold i Danmark, er
det naturligvis ikke urimeligt, at de skal gøre rede for deres formueforhold.
Og afgivelse urigtige oplysninger kan få retslige konsekvenser.

Hvis lovforslaget, havde været formuleret nogenlunde på
denne måde, så tror jeg ikke, at det ville have forårsaget voldsomme reaktioner
– om overhovedet nogen.

Men det, at man ved grænsen kontrollerer flygtninge, hvor de
fleste har mistet eller er blevet frarøvet alt – at de danske myndigheder med
loven i hånd fratager dem deres sidste værdigenstande er ud fra en banal
rimelighedsbetragtning uhyrligt. Affektionsværdi eller ej, over 10.000 kr.
eller ej. Det er uværdigt. Punktum.

Også selvom man antager et mere kynisk forretningsmæssigt
syn på dette, så er det vel yderst tvivlsomt, hvorvidt provenuet ved at
inddrage værdigenstande fra flygtninge, kan dække de administrative
omkostninger.

Det fremstår derfor, at de stramninger, der gennemført
udelukkende har til formål, at bibringe flygtninge, der søger mod Danmark den
opfattelse, at de vil blive dårligt behandlet – på samme måde som det var
tilfældet med Inger Støjbergs annoncer i arabiske aviser.

Men er det nu helt gennemtænkt? For det er jo ikke kun
flygtninge, som får kendskab til denne symbollovgivning. Og er det overhovedet
i overensstemmelse med vores demokratiske traditioner at lave symbollovgivning
– næppe.

Om den vedtagne lovgivning vil have nogen effekt på flygtningestrømmen
er tvivlsomt, men det er åbenlyst, at den notorisk har skadet Danmarks
internationale omdømme.

Muligvis er lovforslaget ikke er blevet gransket i detaljer i
den udenlandske presse, men loven

afstedkommer nogle særdeles ubehagelige associationer,
hvilket regeringen indlysende burde have forudset.

Og det er jo sådan, at nogle gange er det faktuelle i en
lovgivning ganske uvæsentlig i forhold til, hvordan det vil blive opfattet. En
sådan udvikling er aldrig reversibel. Skaden er sket. Det er umuligt at få
ånden tilbage i flasken. Vi kan blot sidde og vente til det bliver glemt. Og
det kan godt tage lang tid. Der findes også mørke kræfter, der ser sin
interesse i at holde gryden i kog til skade for Danmark.

Det eneste, der delvis kunne retablere Danmarks
internationale omdømme ville være, at trække forslaget tilbage, ellers vil
myterne leve videre. Sammenligninger med Muhammed krisen er i øvrigt helt hen i
vejret. Nogle harmløse tegninger blev udnyttet af et muslimsk mindretal i den
hensigt at tvinge Danmark til knæfald for Islam. Den danske regering foretog
sig intet andet end at forsvare pressefriheden.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus



« PreviousNext »