HVORDAN KAN MAN I DET EVANGELISKE OG SOCIALDEMOKRATISKE DANMARK HAVE ET PARTI, HVIS ENESTE MÆRKESAG ER AT DE RIGESTE SKAL BETALE MINDRE I SKAT

Der var engang en bankdirektør, der var blevet stinkende rig
på sin bankvirksomhed.

Men det var nu heller ikke nogen helt almindelig bank, hvor folk
anbragte deres opsparing, og som lånte penge til gemene lønmodtagere.

Tværtimod var det en bank for velhavere med det inderlige ønske
at blive endnu rigere, og det helst uden skulle bestille særlig meget for det.

Så banken gav beredvilligt kreditter på det dobbelte eller
det tredobbelte af indskyderens kapital i det øjemed at de satte sig til rette
ved valutaspekulationsrouletten eller investerede i andre og lige så flygtige
finansielle aktiver.

At almindelige godtfolk troede, at de med fordel kunne
spekulere mod verdens finansimperier og storbanker, kan ganske vidst undre, og langt
de fleste endte da også med at tabe deres penge plus det lånte, men det berørte
jo ikke bankens indtægter, for lånene til banken skulle jo betales tilbage,
hvad enten klienterne havde vundet eller tabt på deres spekulationer.

Bankdirektøren glædede sig naturligvis hver eneste dag over
sine mange millioner, og det eneste lille skår i glæden var egentlig de
millioner, han skulle betale i skat.

Jeg kan ikke forstå det, tænkte bankmanden. Jeg har jo aldrig
lånt penge af staten, så hvorfor skal staten så have mine penge.

Men jo flere millioner, der væltede ned i bankdirektørens
lommer, jo mere mismodig blev han over at skulle aflevere så mange tilbage i
skat, penge som staten bare inkasserede, og det uden engang at have tjent dem
på ærlig vis.

Han grublede længe over, hvordan han på lovlig vis kunne
undgå at aflevere alle de dejlige millioner til staten. Den eneste vej syntes
jo at være gennem lovgivningen, men så skulle man jo være repræsenteret på
tinge.

Men så slog tanken som en tordenkile ned i bankdirektørens
hoved. Man kunne jo købe et parti, der allerede var repræsenteret i
folketinget. Et parti som kunne gøre op
med socialdemokratiet og de andre røde partiers fordelingspolitik, der jo kun
var drevet af misundelse på driftige mænd, som ham selv, der forstod at gøre
forretninger uden samfundets mellemkomst.

Udslettet fra hans tidlige ungdoms bevidsthed var Karl Marx’
nøgterne konstatering af, at velstand jo ikke kommer ved at lade penge flyde
fra den ene hånd til den anden, men kun ved at skabe merværdi gennem
produktion.

Jeg har faktisk råd til at købe et parti, tænkte
bankdirektøren, et parti hvis eneste formål er at de rige skal betale mindre i
skat, selvom man nok ville gøre klogt i at formulere formålet på en lidt anden
måde.

Og da han så sig om i det politiske landskab, syntes
tidspunktet endda at være meget gunstigt.

Der var flere kuldsejlede partier til salg, og efter en kort
overvejelse faldt valget på det parti, som tidligere havde haft ordet ”demokratisk”
som deres galionsfigur.

Nu var ”demokratisk” nok ikke den allermest velegnede navn
for et parti, hvis angivelige formål var at omfordele skattebyrden fra de rige
til de fattige, at skaffe frihed til at skovle penge ind, tjent ved andres
arbejde, men der måtte vel findes andre lødige begreber, som nok dækker dette
formål, men som man ikke i samme grad forbandt med materiel grådighed, men
derimod med lødig økonomisk teoridannelse, som det var grundlagt af Adam Smith
og Malthus.

Ordet var naturligvis Liberal. Et begreb som hos ubefæstede
sjæle let forveksles med ”frihed for den enkelte” (Altså økonomisk handlefrihed,
men lad det nu ligge).

Og det første bankdirektører skulle, var naturligvis at købe
en partiformand. Og her faldt valget naturligt på et tidligere radikalt
brushoved, der besad evnen til at opstille samfundsøkonomiske regnestykker, som
godt kunne gøre selv erfarne økonomer og journalister rundtossede.

Og brushovedet viste sig hurtigt at være et naturtalent i
den henseende, og hans flydende veltalenhed forbløffede de fleste. Og der skal
jo rigtignok et tykt lag oratorisk glasur til for at forvandle et liberalistisk
rovdyr til en lille sød missekat, der bare vil have lidt mere fløde.

Hvis de rige betaler mindre i skat, så bliver vi alle sammen
rigere gjaldede hornene. Lidt svært at forstå, måske, hvis man blot har sat sig
en lille smule ind i Marx’ og Keynes analyse af det kapitalistiske samfund.

Faktisk forholder det sig lige omvendt. For hvis man giver
en krone til de fattige, så er det næsten sikkert, at den vil blive omsat i
indenlandsk forbrug. Det øger omsætningen. Det øger efterspørgslen. Det øger
den indenlandske produktion. Det øger velstanden.

En krone mere til de fattige, trækker hele samfundet op på
den måde, som bla. nobelpristageren Joseph Stiglitz i sin bog ”The price of inequality”
har kaldet multiplikator effekten. En krone til de fattige, kommer tilbage til
samfundet med en faktor 2-3.

Giver man derimod en million til de rigeste, er det langt
mere tvivlsomt, om det vil komme samfundet til gode overhovedet. For den vil
næppe blive investeret i indenlandsk produktion.

For et forøget forbrug og en stigende efterspørgsel kan jo
ikke komme fra de, som er blevet ringere stillet ved en omlægning af skattebyrden
fra de rige til de fattige, og betalt af nedskæring af de sociale rettigheder.

Så forøgede indtægter til de rigeste, vil nok blive
forrentet bedre i oversøiske spekulative investeringer eller ende på Cayman
Island eller andre skattely.

En samfundsøkonomisk tankegang, som ligger ret fjernt fra den
evangeliske nøjsomhed, retlinethed og flid, det demokratiske fundament,
kombineret med det socialdemokratiske sociale ansvar, som indtil
årtusindskiftet gjorde de nordiske lande til verdens rigeste og bedste lande at leve i.

At den slags overvejelser ikke harmonerede med
bankdirektørens samfundssyn, kan man måske godt forstå. Lidt vanskeligere er
det måske at forstå, at de heller ikke fandt vej til det liberale brushoved,
der jo engang tilhørte et parti, der var opstået med udgangspunkt i en social
bevidsthed.

Men også det kan vel købes for penge.

Så det nye parti, havde kun et program punkt. Skatten skal
ned for de rige, betalt af sociale nedskæringer. Ikke et ord om
velfærdssamfundet og landets infrastruktur. Ikke et ord om internationale
forpligtigelser og udenrigspolitik. Ikke et ord om undervisningspolitik. Ikke
et ord om indvandringspolitik. Partiets rolle var sådan set udspillet, når
bankdirektøren blev fri for at betale den skat, som gjorde ham så mistrøstig.

Hvordan brushovedet i medierne kunne opretholde illusionen
om, at vi alle vil blive lykkeligere og rigere, hvis blot de rigeste betaler
mindre i skat er jo ganske forunderligt, men størrelsen af hans tilhængerskare,
kunne jo tyde på, at langt flere end de allerrigeste, tror at de selv ville få
en fordel af at erstatte Robin Hood med Prins John.

Bondefangeri er nok verdens (næst)ældste helt liberale
erhverv. Det består jo i, at man stiller folk, med mere beskedne midler i
udsigt, at de kan tjene mange penge uden nogen særlig indsats, (tja), mens det
egentlige formål naturligvis er, at de bliver ribbet for alt, hvad de har.

Måske skulle man tænke på det, næste gang man sætter sit
kryds – hvis man altså ikke er stinkende rig.