Efter den franske pilot Adreas Lubitz i marts 2015 helt
uforståeligt blokerede døren til cockpittet og styrede maskinen mod en bjergvæg
og tog 149 passagerer med sig i døden, kom det frem, at han havde været under
psykiatrisk behandling i flere år, og stadig var under medicinering. En
lignende historie, er fremkommet, hvad angår Mohamed Bouhlel, der dræbte 84
mennesker i Nice den 16. juli.

For adskillige af de enkeltmands terror anslag, der har
været det sidste år, er det kommet frem, at gerningsmændene har været i
behandling for depression. Det har man så noteret sig, som en del af
forklaringen på de meningsløse terror og selvmordsaktioner.

Nu er det jo sådan at, det mest karakteristiske træk ved en
depression er handlingslammelse.

Det er umuligt for et depressivt menneske, aktivt at
gennemføre så voldsomme handlinger, som det har været set ved de sidste års
terrorhandlinger.

Manierne hos bipolare kan være destruktive for personen selv
og den nære omverden, men det udløser stort set aldrig vold mod andre mennesker.

I den depressive tilstand, kan man på grund af
handlingslammelsen ikke gennemføre et selvmord, selvom det er det, man stræber
efter, men det er velkendt, at den farlige situation opstår for bipolare, når
de er på vej ud af en depression, for så forsvinder handlingslammelsen,
samtidig med at trangen til at tage livet af sig er intakt.

I de sidste 50 år er der sket en voldsom udvikling, hvad
angår psykofarmaka.

I 70’erne kom benzodiazepinerne, og som i begyndelsen blev
betragtet som et vidundermiddel uden de bivirkninger, som de tidligere
antidepressive midler havde haft. I løbet af 80’er blev man dog klar over, at
bezodizepinerne var stærkt afhængigheds skabende og havde ganske alvorlige
følgevirkninger ved langvarigt brug, med hensyn til udvikling af de angst og
depressionstilstande, som de oprindeligt var ordineret for at bekæmpe.

I 80’erne kom så ”lykkepillerne” Protac og i Danmark
Cipramil, som igen blev lanceret som et depressionsmiddel uden bivirkningen, og
som i næsten 20 år blev ordineret til alt fra dybe depressioner til kærestesorg
og dårligt humør.

Men selvom det har været kategorisk afvist og bagatelliseret
af medicinal virksomhederne som enkelttilfælde, så har historien med den
skjulte bagside af bezodiazepinerne gentaget sig for lykkepillerne de sidste 10
år.

Når man dæmper angst tilstande med psykofarmaka, så svækker
man samtidig hjernens naturlige beredskab mod angst og panik, og dette kræver
så mere af stoffet, indtil det ikke virker længere, og herefter befinder man
sig i en slags angstfuldt helvede, som det kan år at komme ud af igen, hvis man
ikke vælger at tage livet af sig inden.

For alle de forstyrrede mennesker, som har udøvet kollektiv
vold og terror, og som har været i behandling for ”depression”, har medierne
mere hæftet sig ved den tidligere depressionstilstand, end ved den
psykofarmaka, de har fået ordineret. Jeg mener nu, at man skulle undersøge nøje,
hvilke medikamenter selvmordsterroristerne har været behandlet med og hvor
længe.

Det vil langt fra overraske mig, hvis der tegner sig et
billede.

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus