Som det sker hver gang, der har været et terrorangreb i
profetens navn, så er de fleste politikere og den overvejende del af pressen ude
med en forsikring om, at man ikke kollektivt kan rette anklage mod religionen islam
og dets menige udøvere, men kun imod de barbariske handlinger, begået af
formørkede terrorister.

Af samme grund har Vesten med USA i spidsen, siden 2001
erklæret krig mod terror, og ikke mod islam, selv om det er ret åbenlyst, at
det et langt stykke af vejen kommer ud på det samme.

Der er naturligvis en grundlæggende politisk ræson i dette
maskespil. For selv om det radikale islam de sidste 20 år har ført en ekstrem
voldelig og hensynsløs krig mod Vesten, så er det i enhver henseende særdeles ufornuftigt,
at samle verdens 1½ mia. muslimer i en konfrontation mod Vesten.

Det som Samuel P. Huntington i sin bog fra 1993 profetisk og
dystopisk kaldte ”Civilisationernes sammenstød”.

En anden grund er naturligvis den, at mens de øvrige af det
20. århundredes totalitære og civilisationsfjendske bevægelser, enten har været
nationalt eller geografisk afgrænsede, så fører islam krig mod de vestlige
demokratier fra vores egen baghave.

Igen for at undgå konfrontation med verdens næststørste
religion, har politikere og medier formuleret en opdeling mellem kulturelle
muslimer, rettroende muslimer, islamister og de radikaliserede terrorrister.

På trods af de utallige terrorangreb mod uskyldige civile,
der er udført i profetens navn, benægter talerør for Islam ofte, at terrorisme
overhovedet er en del af Islam, hvilket jo er helt vanvid, da kampen mod de
vantro gennem Jihad er skrevet ind i Koranen.

Faktisk er det kun graden af og praktiseringen af
underkastelse, repression, ufrihed, inhuman tugtelse samt forfølgelsen af
anderledes tænkende, som skiller de rettroende fra islamisterne.

Men samtidig er vold, ufrihed og undertrykkelse ikke så
velegnet til gradbøjning.

De kulturelle muslimer, er de, som af overbevisning støtter
den demokratiske styreform, og som i øvrigt har det samme forhold til Islam,
som de fleste danskere har til kristendommen.

Når de alligevel fortsætter med at erklære sig som muslimer,
kan det hænge sammen med, at Koranen som bekendt foreskriver dødsstraf for at
forlade Islam.

De kulturelle muslimer er fuldstændig problemløst accepterede
af de danske samfund, men prisen for dette er ofte latente trusler fra de
islamister, der udmåler dødsstraf for kritik af den fundamentalistiske islam.
Det er derfor nødvendigt for de mere prominente at have livvagter døgnet rundt.

Alene det, at man bliver truet på livet på grund af sine
holdninger, er jo totalt uacceptabelt i et demokrati, og den dermed stiltiende accept
af, at man kan true nogen til tavshed og underkastelse, er en underminering af
selve demokratiets fundament.

At opdele muslimer i mere end to grupper skyldes politisk
pragmatik. I virkelighedens verden, kan man egentlig kun trække én skilleline
blandt muslimerne, som er bosat i Vesten. De som er loyale overfor Islam og
underkaster sig Sharia, og de som lever efter grundlaget i de vestlige
demokratier.

For Sharia undertrykker og begrænser stort set alle de
friheder og den restsikkerhed, som de vestlige demokratier garanterer, og derfor
er en dialog i realiteten meningsløs.

De vestlige lande har aldrig blandet sig aktivt i
undertrykkelsen, retsløsheden og den sociale orden, som hersker i de islamiske
lande. Men et betydeligt antal muslimer, der bor i vesten, nægter at acceptere
de demokratiske normer for menneskeligt samvær, og søger i stedet gennem
trusler og vold at tvinge demokratiet til at gøre knæfald for Islam.

Demokratiet kan simpelthen ikke bygge bro til islam. Det er
to uforenelige menneske- og samfundssyn.
Hvis man forsøger, vil det hurtigt vise sig at være en trojansk hest.

Vi er henvist til et væbnet forsvar, hvilket det jo også er
sket de sidste 20 år gennem en næsten grotesk udvidelse af det nationale
sikkerhedsapparat, og som svar på dannelsen af parallelsamfund.

Hvordan man end vender eller drejer det, så er de muslimske
indvandrere de eneste, som ikke har villet lade sig integrere i det land som de
har valgt at bosætte sig i, som fastholder deres islamiske kultur og samtidig
de eneste indvandrere, som har givet Danmark alvorlige samfundsmæssige problemer
gennem de sidste 200 år

Kulturelle muslimer og andre, der går til stålet i kritikken
af islam, lever under forfølgelse og dødstrusler på samme måde som antinazister
gjorde i Tyskland og dissidenter gjorde i Sovjet.

Vi har i Vesten tidligere aldrig haft anfægtelser ved at
gøre – ikke den enkelte nazist eller den menige kommunist – ansvarlig for de to
samfundssystemers forbrydelser – men derimod placeret ansvaret på de to
totalitære bevægelser nazismen og kommunismen.

Når dette demonstrativt ikke sker, hvad angår islam, så er
det reelt på grund af de politiske konsekvenser, men formelt fordi islam er et
politisk projekt, der bygger på en religion.

Men det er jo nonsens, at man ikke kan holde et totalitært
og kulturimperialistisk projekt ansvarlig for dets umenneskelige handlinger,
fordi det (også) er en religion.

I en kronik den 16. juli 2016 skriver Henrik Dahl: ”Konflikten
i Frankrig går ikke mellem muslimer og alle andre. Den går mellem hvilket som
helst menneske, der ønsker fred og fordragelighed på den ene side. Og på den
anden side det aggressive og voldelige salafistiske samfund med drømme om
verdensherredømme”.

En sympatisk intellektuel indstilling, som jo blot ikke
holder en meter. For det kunne med samme ret være anvendt, hvis man erstattede
muslimer med nazister eller kommunister, og som det blev sagt af en Imam i
radioen efter terrorangrebet i København: Islam formidler principperne om
kærlighed, harmoni og fred.

Men når man hører dette, så kommer jeg til at tænke på
George Orwells 1984, og partiets 3 teser: Krig er fred, Frihed er slaveri og
Uvidenhed er styrke.

Og det passer jo sådant set glimrende på Imamernes
udtalelser efter terrorangrebene.

Ole Witt-Hansen
Lektor
emeritus