Anna Libak får den 1. juli gjort sjældent klart op med en
politiske relativisme, som i en forskningsrapport tilsyneladende har afløst den
kulturrelativisme, som hærgede dele af dagpressen for 10 år siden.

Altså den tese, at der ikke findes universelle etiske eller
moralske normer for kulturel eller politisk adfærd, men at alt skal ses i
sammenhæng med den historiske og kulturelle baggrund.

Men det er jo en samfundsmoralsk glidebane. Jeg mener f.eks.,
at retten til at kunne bestemme over sit eget liv ligger dybt forankret i den
menneskelige natur, uafhængig af kulturel baggrund.

Findes der samfund, hvor befolkningen ønsker at leve under
streng religiøs eller politisk kontrol. Selvfølgelig gør der ikke det.

Jeg tror på Montesquieus opstilling af magtens tredeling
(udøvende, lovgivende og dømmende), rummer en dyb forståelse af opbygningen af
en samfundsindretning for mennesket, som ikke kan siges at være kulturelt
bestemt.

Jeg tror simpelthen ikke på, at mennesker fortrækker at
blive stillet for et religiøs eller politisk tribunal, frem for en uafhængig domstol,
der dømmer efter en sekulær lov.

Og sådan kunne man blive ved. Jeg tror ikke på at et ønske
om at leve i frihed og retfærdighed i modsætning til repression er kulturelt
bestemt. Jeg tror at det er noget universelt menneskeligt.

Så skråt den rapport!

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12