(Dette indlæg er sendt til Weekendavisen, men er blevet blankt afvist)

Jeg var citeret i Klaus Wivels artikel: Almen
Tudieforberedelse i WEA den 10. juni, hvilket har tilskyndet to rektorer til et
frådende angreb på de holdninger, der er kommet til udtryk i artiklen.

Min holdning er ellers meget ligetil.

Efter 2005 blev det akademiske gymnasium udslettet og
erstattet af en klon af RUC.

Det betød en ideologisering af undervisningen og en
efterfølgende næsten forfærdende faglig/teoretisk deroute, som efter 2010 har
bredt sig til universiteterne.

Indtil slutningen af 60’erne var universiteternes og gymnasiets
uafhængighed af religioner og ideologier nærmest stålsat. Men det ændrede sig
dramatisk med oprettelsen af det marxistiske RUC i 1972, hvor den akademiske
integritet blev erstattet af videnskabelig enhedstænkning underlagt den
dialektiske materialisme. Det betød nedbrydning af fagenes identitet,
obligatorisk tværfaglighed, samtidig med at den kollektive præstation
erstattede den individuelle.

Den ideologiske dominans fortsatte stort set uforandret efter
socialismens kollaps i1989, dog blev marxismen behændigt udskiftet med
socialkonstruktivismen.

Det var denne undervisningsmodel, som blev overtaget af
gymnasiet med reformen i 2005.

Lige siden har diskussionerne om det faglige niveau stort
set været futile, fordi man jo ikke kan
opnå konsensus mellem akademisk indsigt, ideologisk bekendelse eller religiøs
tro.

Med gymnasiereformen i 2005 fulgte faget Almen Studieforberedelse
(AT), som var den ideologiske ringmur omkring gymnasiet, og som erstattede
objektiv konkret viden med diffus ”videnskabsteori”

Men reformen fik også vidtrækkende konsekvenser for lærerne.

Tidligere havde lærerne i gymnasiet det fuldstændige faglige
og pædagogiske ansvar. Ingen blandede sig i undervisningen, så længe eleverne
lærte noget og i øvrigt klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 er de tidligere autonome lærere blevet erstattet
med undervisningssergenter under en hierarkisk pædagogisk ledelse. Det faglige
ansvar, som de tidligere havde overfor eleverne er byttet ud med et formelt ansvar overfor
ledelsen.

Før gjorde man, hvad man fandt bedst for undervisningen, nu
gør man, hvad man får besked på.

Samtidig har Thomas Kuhns (dybt forvrøvlede)
socialkonstruktivisme forvandlet det tidligere akademiske gymnasium til en
ideologisk tumleplads for hvidskurede pædagoger

Og så er der sket en revision af den begrebsmæssige
forståelse af, hvad formålet med undervisning er. Qua taxameterprincippet er
uddannelsespolitikken blevet ændret fra udelukkende at være funderet på faglige
krav til at være underlagt ledelsesmæssig kontrol og krav om rentabilitet. En
politisk styring, som går under navnet New Public Management.

Men som bedre kan beskrives som ”uddannelsesmæssig
planøkonomi”, hvor ”kvaliteten” (det faglige niveau) helt er underordnet ”produktionsomkostningerne
per enhed”.

Når Jens Boe Nielsen skriver, at niveauet i matematik er
blevet højere, af den grund, at eleverne nu kan løse opgaver på en computer,
som de ikke tidligere kunne løse i hånden. Dette afspejler imidlertid en
afgrund til det, som jeg forstår som formålet med intellektuel aktivitet.

De sidste 10 år er det kun et mindretal, der kan den lille
tabel og de 4 regningsarter, når de møder i gymnasiet – eller når de forlader
det.

Så skal man følge Jens Boe Nielsen, så har det også styrket
det faglige niveau, at eleverne nu med lommeregneren kan udføre regnestykker,
som de ikke tidligere kunne udføre i hånden – også selvom de ikke længere kan
regne overhovedet.

Og sådan er det også gået i matematik. Selv på A-niveau, kan
mange elever ikke længere løse en førstegradsligning, beherske brøkregning, og
de er ikke i nærheden af en forståelse af de discipliner, som man lærte i
grenvalgsgymnasiet.

Rektorerne henviser ideligt til spørgeskema undersøgelser.
Tja! Når man spørger eleverne og de yngre lærere, så kan deres svar muligvis
være influeret af, at de ikke kender en anden verden.

Om dansk evalueringsinstitut EVA, vil jeg blot bemærke, at
statistik hverken afspejler indsigt eller holdninger – Det er statistik. I
øvrigt hviler EVA’s berettigelse jo på – gennem udformningen af spørgsmålene – på
at man leverer det, man bliver betalt for.

Så set i en ”ideologisk sammenhæng”, så er EVA’s
undersøgelser næppe mere troværdige end produktionsstatikkerne fra et
mønsterkollektiv i Sovjettiden.

Selv om den pædagogiske facade skinner, så er det lidt
trist, at Danmark muligvis er blevet det eneste land i verden, som dimitterer
studenter, der reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er ikke blot en løs påstand, for det fremgik åbenlyst
af det interview, som Martin Krasnik den 14. april 2014 havde i Deadline med
den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen.

Den faglige elastik skal nok strækkes til bristepunktet, før
man i dag kan kalde Danmark for et videns-samfund! Men det kunne man nu helt
ubekymret indtil slutningen af 80’erne.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12, 2670 Greve