På det seneste har det været fremme i medierne, at der er
studerende ved de højere læreranstalter, som har præsenteret forfalskede
eksamensbeviser ved optagelsen. At det også er sket tidligere, er nok
tilfældet, men slet ikke i det omfang. Da jeg gik på universitetet i 60’ere,
udløste enhver form for snyd til eksamen, at man blev relegeret fra universitet
– for evigt.

Dengang var der i øvrigt fri adgang til universiteterne,
bortset fra Den Polytekniske Læreranstalt, (som DTU hed den gang), hvor
adgangskravet vel var 10-11 omregnet til nutidens karakterer.

Til gengæld var der i de fleste fag fastlagt prøver med
dumpeprocenter på 30 – 50%. (Prøverne i matematik, fysik og datalogi var
”nådesløse”). Efter 3 forsøg, var det slut. Det havde den konsekvens, at det
kun var de dygtigste/flittigste/målrettede, som fik deres eksamen, mens en ikke
ubetydelig gruppe var indskrevet på universitetet i årevis uden at blive
kandidater.

Mange af disse klarede sig nu alligevel godt senere i livet,
og tiden på universitetet kunne vel betragtes som et akademisk højskoleophold.

Problemerne opstod først rigtigt, da gymnasiefrekvensen
voksede fra omkring 10% i 1960 til 40% i 1980, og især, da SU blev indført i
1970. Som kandidat fra 1971, nåede jeg aldrig at få del i studiestøtten, men dengang
i 60’erne var nu rimelig let at få et deltidsarbejde som studerende.

Men efter at vi fik adgangsbegrænsning til de videregående
uddannelser i 1977, inspirerede det nogen til at snyde med eksamensbeviset. Efter at dokumentet bliv elektronisk overført
fra det adgangsgivende uddannelsessted til universitet, erklærede man ellers frejdigt,
at det umuliggjorde snyd.

At nogen har hacket sig ind i IT systemet på en
uddannelsesinstitution, er muligvis forekommet, men sjældent.

Men i særlige tilfælde, er det stadig muligt selv at
fremsende eksamensbevis, og det er så her, at det gået galt.

27 studerende er sigtet for at have forfalsket deres eksamensbevis,
hvilket må være en ret ubarmhjertig opvågen fra det drømmestudium, man har
snydt sig til.

Da de sigtede, kun er nogle, der har købt forfalskede
eksamens beviser fra professionelle for kr. 25.000, kan man forsigtigt gætte
på, at vi muligvis kun har set toppen af bjerget af forfalskede
eksamensbeviser.

Alt dette kunne man imidlertid have undgået, hvis man i
princippet havde ”fri adgang” til første år på en højere uddannelse, men med en
effektiv stopprøve, som det var tilfældet på universiteterne i indtil
begyndelsen af 90’erne, og som man stadig praktiserer det i f.eks.
Frankrig.

Men i løbet af 90’erne er hele den begrebsmæssige forståelse
af, hvad formålet med et universitet er, blevet ændret fra at være udelukkende
fagligt akademisk til at være et yderst kortsigtet kalkule om samfundsøkonomi.
Det man kalder for New Public Management.

Men selv da jeg blev student i 1964, hvor gymnasiefrekvensen
var 10-15%, og hvor optagelseskravet til gymnasiet var mg, (svarede til 10,
omregnet til den nuværende karakterskala) var det altså langtfra alle, der blev
indskrevet på universiteterne, som endte som kandidater.

Til gengæld var det de autonome højere læreranstalter, der
fastlagde kravene til eksaminerne.

Men selv dengang, hvor de faglige krav var milevidt højere
end de nuværende i gymnasiet og på de fleste (men ikke alle) universitetsstudier,
var der hvad man, fra politisk side anså for samfundsøkonomisk spild.

Qua taxameterprincippet er kravet om fastholdelse af et
acceptabelt fagligt niveau blevet helt underordnet kravet om samfundsmæssig rentabilitet.
Altså hvis samfundet bekoster en uddannelse, så skal den pinedød også
gennemføres på højst 6 år. Samtidig med, at vi uddanner flere kandidater, har
politikerne jo skreget på højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, hvor
universitetsuddannelsen svarer til den vi havde i Danmark for 30 år siden. Og
det hænger jo ikke sammen!

Med de markante faglige forringelser, der er sket på
gymnasierne og universiteterne i de senere år, er jeg nu langt fra sikker på den
samfundsmæssige gevinst ved krav om gennemførelse af 95% af de, der bliver
optaget. For prisen er jo en markant ringere uddannelse for alle – også de
dygtigste – og det gælder både gymnasiet og på de fleste universitetsstudier.

Der bliver uddannet kandidater, som aldrig vil løfte et job,
som modsvarer en kandidateksamen.

Om karaktererne er det bedste pejlemærke for, hvorvidt man
kan gennemføre en universitetsuddannelse, er ikke helt let at svare entydigt
på, men statistik set er der nok ingen tvivl.

Før gymnasiereformen i 2005, var karaktererne nok det bedste
og mest sikre bedømmelsesgrundlag.

Det bygger jeg blandt andet på, at for de klasser, jeg har
ført til eksamen, har der været næsten fuldstændig overensstemmelse mellem
årskarakterer og eksamenskarakterer.

Almindeligvis lå gennemsnittet til eksamen lidt højere. Der
var afvigelser, men afvigelser på mere end én karakterenhed (i 13-skalaen) var
meget usædvanligt.

Så med 40 års erfaring i at give karakterer i gymnasiet,
tror jeg fuldt og fast på, at de som har snydt med deres eksamensbevis, efter
den gamle ordning, hvor der var en effektiv (stop)prøve efter det første år,
aldrig nogensinde ville komme videre. Og er det ikke samfundsøkonomisk at
foretrække, end at bekoste en dyr uddannelse (ved at sænke den faglige
overligger så meget, at den efterhånden kan klares af en gangbesværet gravhund)
af kandidater, der ingen chance har for at få et job, der faktisk kræver en
faglig lødig universitetseksamen.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12