Det er et grundlæggende princip i straffelovningen, at den
helst skal være nogenlunde i overensstemmelse med rimelighedsbetragtningerne i
de offentliges forståelse.

Et andet er, at man kun kan dømmes efter gældende lov, også
selvom det i den enkelte sag kan stride mod den almindelig retsbevidsthed.

Et tredje er, at man ikke kan blive dømt uden tekniske
beviser eller fældende vidneudsagn.

I Danmark refererer vi til frifindelser på grund af
”bevisets stilling”, altså at man ud fra det, som foreligger, ikke er så meget
i tvivl om skyldsspørgsmålet, men at det afgørende bevis mangler.

Straffelovgivningen i de vestlige lande har derfor ikke som
formål, ”at retfærdigheden skal ske fyldest”, men derimod at ingen uskyldig kan
blive dømt. Eller som det ofte er formuleret: Lad hellere 10 skyldige gå fri
end at dømme en uskyldig.

Og dette gælder i særdeleshed hvad angår voldtægtssager og
sager om pædofili.

Krænkelserne og overgrebene på ofrene er forfærdelige, men
de bliver ikke hjulpet meget af en domfældelse. Det forebyggende er det
væsentligste.

Til gengæld kan en uskyldig dømt eller blot mistænkt for en
af disse forbrydelser godt få smadret sit liv totalt.

Og der har jo gennem årene været flere eksempler på falske
anmeldelser – og domme der ligner justitsmord – både hvad angår voldtægt og
pædofili, og med forfærdelige konsekvenser for de anklagede.

To sager har på det seneste, sat retsprincipperne på en
prøve. Den ene er sagen om 3 mænds gruppevoldtægt af en pige, halvt bevidstløs
af alkohol og mangel på insulin.

Den anden er sagen om frifindelse af ”Sigøjnerbossen”
Levakovic fra udvisningen.

Især i det første tilfælde har ”bevisets stilling” virket
krænkende på retsbevidstheden.

Det forekommer (næsten) utænkeligt at en 17-årig pige har
indvilliget i sex med 3 mænd, som hun ikke kendte, og det er sådan set heller
ikke påstanden, men derimod at hun ikke ”tydeligt nok” har sagt fra. Men var
hun overhovedet i stand til det?

Ved en ”folkedomstol”, ville en frifindelse af de tre mænd,
nok have været utænkelig!

Forbrydelsen er sket, det er forfærdeligt, og det kan der
ikke ændres ved, men i stedet for at harmes over at retfærdigheden ikke er sket
fyldest, så skulle vi måske hellere besinde os på at man ikke kan blive dømt en
for voldtægt, med mindre, at beviseerne er nagelfaste.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12