Efter 2005 blev det akademiske gymnasium udslettet og
erstattet af en klon af RUC.

Det betød en ideologisering af undervisningen og en
efterfølgende næsten forfærdende faglig/teoretisk deroute, som efter 2010 har
bredt sig til universiteterne.

Det er den korte version af den udvikling i
undervisningssystemet, der tog sin begyndelse med folkeskolereformen i 1975,
samt oprettelsen af det marxistiske RUC i 1972.

Omsat til danske forhold har 2005 reformen ligheder med den
kinesiske kulturrevolution, der som bekendt satte det kinesiske
undervisningssystem 20 år tilbage i udvikling. Siden har Kina genoptaget
traditionel undervisning og genoprettet det faglige niveau, som det kom til
udtryk i udsendelsen 9.z mod Kina, hvor danskerne blev slået i alle discipliner
bortset fra engelsk.

Indtil slutningen af 60’erne havde universiteterne autonomi.
Uafhængigheden af politiske, erhvervsmæssige eller ideologiske interesser var
garant for den akademiske integritet.

.

Så noget overraskende, besluttede et politisk flertal – i
den akademiske friheds navn – at oprette et marxistisk universitet ved navn
RUC.

Men som det vist også var tilfældet med frigivelsen af
pornoen, så var de pæne borgerlige politikere nok ikke helt klar over, hvordan ”dyret”
så ud før, det slap ud af buret, og så var det jo for sent.

For de første 5 år herskede der fuldstændig kaotiske tilstande
på RUC.

Objektiv akademisk viden blev betragtet som en del af den
borgerlige kapitalisme, og blev derfor udskiftet med marxistisk dogmatik.

Den traditionelle universitetsundervisning blev erstattet af
gruppe- og projektarbejde. Fagenes identitet blev udvisket og erstattet med
tværfaglighed Alle rapporter og opgaver skulle have samfundsrelevans med det
krav, at man inddrog marxismen i sine konklusioner.

Lige fra studiestart syntes ingen problemstilling for
omfattende eller kompleks til, at det ikke kunne klares ved opsøgning af viden
og gruppearbejde, og det uden anden intellektuel ballast end Marx’ dialektiske
materialisme i øvrigt.

Fagenes traditionelle metodik, forsvandt til fordel for
videnskabelige enhedstænkning, som var en del af det ideologiske grundlag.

Hertil kom mindre smagfulde træk som sindelagskontrol, mobning
og ekskludering af anderledes tænkende.

Kort sagt så udgjorde RUC et markant brud med hundrede års vestlige
akademiske traditioner.

Men bortset fra henvisningerne til Marx, som RUC behændigt
retoucherede væk efter 1989, så kan man trække en direkte linie fra RUC til gymnasiereformen
i 2005, hvor det akademiske gymnasium blev forvandlet til et ideologisk
gymnasium, som en tro kopi af RUC.

AAU og SDU fulgte i fodsporene på RUC, mens 70’erne og
80’ernes forsøg på en ideologisk overtagelse af de gamle universiteter kun lykkedes
delvis.

Fra midten af 90’er havde Syddansk universitet imidlertid
taget førertrøjen, hvad angår at promovere undervisningspædagogikken fra RUC.

Pædagogiske Ph.d. afhandlinger flød i en lind strøm fra SDU,
og mange gymnasielærere lod sig friste karrieremæssigt af tilbuddet fra SDU om
at tage en pædagogisk Mastergrad.

Det teoretisk pædagogiske fik på denne måde en overordnet
position overfor det akademisk faglige, mens det jo tidligere havde været lige
omvendt.

På gymnasierne verserede rygter, at flere af
reformpædagogerne på SDU havde en fortid som mislykkede gymnasielærere, og at
de i deres selvforståelse var nået til den konklusion, at det var den daværende
undervisningsform, der var noget galt med.

Man må formode, at strategerne på RUC og SDU havde indset,
at det nok var en taktisk fejl at forsøge en overtagelse af universiteterne før
man kontrollerede gymnasierne, og fra slutningen af 90’erne blev der indledt et
veritabelt ideologisk stormløb på gymnasierne, der kulminerede med 2005
reformen.

Fra slutningen af 90’erne overtog Syddansk Universitet
undervisningen (læs indoktrineringen) i den teoretiske del af pædagogikum, og
på ægte kulturrevolutionær vis kom pædagoggardisterne (lærerkandidaterne) så ud
på gymnasierne, hvor de med nogenlunde samme ydmyghed, som de kinesiske
rødgardister belærte lærerne om den nye pædagogiske verdensorden.

For at fastholde den ideologiske dominans, blev der ved
reformen i 2005 indført et nyt obligatorisk fag med det forførende navn Almen
Studieforberedelse (AT).

Det var samtidig det eneste fag der havde obligatorisk
eksamen efter 3g.

Almen Studieforberedelse blev dermed den ideologiske mur,
som omkransede den øvrige undervisning i gymnasiet.

Med RUC som ”forbillede” blev der i 2005 indført krav om
tværfaglighed mellem naturvidenskab og humaniora, også selvom der ikke findes
noget akademisk eller didaktisk belæg for dette.

Tværfagligheden var derimod et udtryk for en forestilling om
videnskabelig enhedstænkning, underkastet den socialkonstruktivistiske
”videnskabsteori”, der efter 1989 havde afløst Marx’ dialektiske materialisme
på RUC.

At tværfaglighed mellem humaniora og naturvidenskab ikke har
nogen akademisk relevans er i øvrigt nemt at forklare.

Naturvidenskab er en formaliseret (matematisk) beskrivelse
af de lovmæssigheder som naturen adlyder, mens humaniora vedrører studiet af
menneskelig adfærd.

Ingen moderne akademisk tilgang kan forene disse to
videnskaber. Antropomorfisme af naturen eller mekanisering af menneskelig
adfærd er ikke videnskab, men kun noget, der kan henføres til ideologiske eller
religiøse forestillinger.

Så det tværfaglige samspil blev i stedet til samspilsramt faglighed.

I grenvalgsgymnasiet (1962-1988) var pædagogikken
underordnet det faglige. Det var metoder, som skulle formidle tilegnelsen af
fagene. Undervisningspædagogik var et håndværk, som man mestendels tilegnede
sig gennem erfaringen.

Læreren havde det fuldstændige faglige og pædagogiske ansvar
for sine klasser. Kun i ekstreme tilfælde blandede rektor – som den eneste, der
havde en overordnet pædagogisk myndighed – sig i undervisningen. Lærerne fik
deres faste løn for at passe deres arbejde, og deres arbejde var at lære
eleverne nogle fag.

Dengang var lærernes engagement uafhængig af deres
aflønning. Lærernes ambition var at eleverne lærte det de skulle, og at de
klarede sig godt til eksamen. Undervisningen var båret af et moralsk ansvar
overfor eleverne og et formelt ansvar overfor bekendtgørelsen.

Efter 2005 blev dette afløst af et moralsk ansvar overfor en
pædagogisk ledelse, og et formelt ansvar for eleverne. Der blev indført næsten
absurd detaljerede indberetninger og omfattende kontrol af undervisningen. Som
noget nyt – og arvet fra RUC – var den latente pædagogiske sindelagskontrol ret
belastende for de lærere, som søgte at bevare sin faglige integritet.

DDR tilstande var ikke en helt ualmindelig vending blandt
disse lærere.

Samtidig blev der indført et ”nysprog”, altså en helt ny
faglig pædagogisk terminologi.

Problemet ved ”nysproget”, hvor af mange ord ikke fandtes i
en nydansk ordbog eller fandtes, men i en anden betydning (faglighed,
videnskabelighed, kompetence og synopsis), er jo at enhver kan tillægge
begreberne sin egen betydning. F.eks. blev faglighed af reformpædagogerne anvendt
i betydningen forståelse af ”videnskabsteori”

På trods af det stærkt reducerede faglige niveau, havde
eleverne store vanskeligheder ved at skrive deres opgaver i Almen
Studieforberedelse og det afsluttende Studieretningsprojekt.

Det som er blevet kaldt ”at knække koden”. Det skyldtes det
ideologiske krav, at der til disse afleveringer blev stillet de samme rigide,
ja næsten skolastiske formelle krav, som det var tilfældet på RUC, hvilket ud
fra et didaktisk synspunkt jo var fuldstændig forrykt.

Og det lykkedes aldrig for lærerne at nå til en blot
nogenlunde afklaring af, hvad begreberne ”Problemformulering” og ”Synopsis”
dækkede over. Det skyldes naturligvis, at det ikke er akademiske, men
ideologisk funderede begreber.

Som man kunne læse i et af punkterne på undervisningsministeriets
udkast til gymnasiereform, så er det hensigten at afskaffe Almen
Studieforberedelse.

Pædagog muren er faldet!.

Om det så betyder, at det ideologiske krav om tværfaglighed
forsvinder helt, hvorvidt lærerne får deres faglige og pædagogiske integritet
tilbage, og om fagenes identitet bliver genoprettet, det kan man ikke læse af
udkastet, men når muren er faldet, så plejer resten af det ideologiske
fundament at smuldre, sådan som man har set det i andre sammenhænge.

Det bemærkelsesværdige er, at reaktionerne fra
reformpædagogerne er udeblevet. Når man betænker at tre formænd for
rektorforeningen gennem 10 år, temmelig arrogant har afvist enhver kritik af
reformpædagogikken, så er tavsheden øredøvende.

Selv om reformpædagogikkens æra muligvis er slut, er der
stadig lang vej til genoprettelsen af det akademisk gymnasium, som vi havde fra
1962 – 1988, og i amputeret form fra 1988 – 2005.

Det vil nok kræve to ting. Det ene er, at det korrumperende
taxameterprincippet afskaffes, og gymnasierne igen drives som en skole med et
fast tilskud og ikke som en produktionsvirksomhed med bestyrelse, ledelse og
bonusordninger Det andet er, at antallet af elever i gymnasiet nok bør
halveres.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus