Da jeg gik i gang med kronikken i Berlingske fra den 22 marts 2016 af rektor
for RUC Hanne Leth Andersen og direktør for Danmarks Evalueringsinstitut Mikkel
Haarder, forventede jeg den samme reformpædagogiske røgelse og varm luft, som
man har hørt så mange gange før – egentlig ikke noget at ophidse sig over – men
i slutningen af kronikken genopliver HLA et af de skældsord, som efter reformen
i 2005 blev anvendt mod det tidligere akademiske gymnasium, og det provokerede
mig.

For de lidt ældre gymnasielærere, der havde undervist i grenvalgsgymnasiet,
var det mildt ubehageligt at blive udsat for den meget grove retorik, hvormed reformpædagogerne
fra 2004 fremturede, med det formål, at nedgøre det tidligere gymnasium.

Kendsgerningerne er imidlertid, at ingen nogensinde har bestridt
at grenvalgsgymnasiet (1962 -1988) ud fra en akademisk faglig betragtning, er
det mest velfungerende gymnasium Danmark nogensinde har haft.

På internationalt plan lå den danske studentereksamen i top,
mens vi i dag for længst er overhalet af asiatiske lande, som vi tidligere end
ikke ville sammenligne os med. Også universiteterne i København og Århus havde
et højt internationalt ry, og det samme kunne siges om DTU, der uddannede nogle
af verdens bedste ingeniører.

Så hvis reformpædagogerne skulle distancere sig fra det tidligere
gymnasium, så skulle de næppe angribe det faglige niveau. Det gjorde de så
heller ikke, men på ægte kulturrevolutionær vis lancerede de en smædekampagne imod
grenvalgsgymnasiet, som de kaldte sort skole, udenadslære, kongerækker og
salmevers. Også selv om dette overhovedet intet havde at skaffe med
undervisningen dengang. Det er noget jeg ved. Jeg underviste i
grenvalgsgymnasiet fra 1973.

Hvad angår sort skole, så blev den afskaffet med den
fremsynede folkeskolereform i 1958, og den tilsvarende gymnasiereform fra 1962.
Hvis man tvivler på dette, kan man jo blot læse den blå betænkning fra 1960.

Dengang var formålet med undervisningen at formidle objektive
kundskaber, at give eleverne elementære intellektuelle færdigheder funderet på
akademisk integritet – ikke at indoktrinere eleverne/studenterne i en stundende
ideologisk tidsånd, som det var tilfældet på det marxistiske RUC (1972-89), og
som også delvis fulgte i kølvandet på folkeskolereformen i 1975, og endelig med
den næsten totalitære overtagelse af gymnasiet ved reformen i 2005.

Lærere, som måske havde undervist i gymnasiet i mere end 25
år, og som ikke straks kastede sig for fødderne af den anti-akademiske
reformpædagogik, blev marginaliserede og hængt ud med skældsord som ”privatpraktiserende”,
og deres undervisning blev kaldt for ”tankpasserpædagogik”.

Det vrængende ”privatpraktiserende”, gik ud på, at disse
lærere foretrak at tilrettelægge deres undervisning selv, uden vejledning fra
reform(støtte)pædagoger.

Det ligeså vrængende og nedvurderende ”tankpasserpædagogik” er
en metafor for den klasseundervisning, der ellers havde været synonymt med den
gymnasiale uddannelse i 50 år.

I grenvalgsgymnasiet havde læreren alene det faglige og
pædagogiske ansvar for sine klasser.

Læreren var ansvarlig for at eleverne faktisk lærte noget,
og at de klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 blev dette afløst af et ansvar overfor en
pædagogisk ledelse, og der blev indført næsten absurd detaljerede indberetninger
og omfattende kontrol af undervisningen. Den latente sindelagskontrol, som
altid havde eksisteret på RUC, virkede heller ikke så smagfuld på de lærere,
som var mentalt funderet i det akademiske gymnasium fra før 1988.

DDR tilstande, var ikke en ualmindelig vending blandt disse
lærere.

I 2005 forsvandt klasseundervisning, simpelt hen som begreb
i gymnasiet, idet man i indberetningerne kun kunne vælge mellem ”lærerstyret
undervisning” og ”forelæsning”

Og mens reformpædagogerne idelig opfordrede til
selvstændighed, så praktiserede de en ganske hårdhændet indoktrinering af den
samme socialkonstruktivisme, som herskede på RUC, og som blev
institutionaliseret med det nye obligatoriske fag med det forførende navn:
Almen Studieforberedelse

Der blev indført krav om tværfaglighed mellem naturvidenskab
og humaniora, også selvom der ikke fandtes noget akademisk eller didaktisk
belæg for dette. Tværfagligheden var derimod et udtryk for en forestilling om
videnskabelig enhedstænkning, underkastet den ”videnskabsteori”, som jo havde afløst
Marx’ dialektiske materialisme på RUC.

Naturvidenskab er en formaliseret (matematisk) beskrivelse
af lovmæssigheder i naturen, mens humaniora vedrører studiet af menneskelig
adfærd. Og ingen akademisk tilgang kan forene disse to videnskaber – kun en
ideologisk.

I de naturvidenskabelige fag, var klasseundervisningen
(altså tankpasserpædagogikken) i al sin enkelhed den, at læreren i dialog med
eleverne gennemgik og forklarede et afsnit af bogen, som derefter blev givet
for som lektie.

Pædagogikken var underordnet det faglige. Det var metoder,
som skulle lette tilegnelsen af fagene.

På RUC og efter 2005-reformen også i gymnasiet, er det
faglige derimod reduceret til et ledsagende fænomen til den pædagogiske indoktrinering.
Og dette rummer nok hovedparten af forklaringen på den faglige deroute, der er
sket siden 2005.

Kronikken peger også hen imod, at man kan kæde lærernes faglige
engagement sammen med deres aflønning. En tankegang, der nu er meget fremmed
for min generation af gymnasielærere.

I grenvalgsgymnasiet var undervisningen præget af en ligeværdig
og uhøjtidelig omgangsform. Respekt for undervisningen var ikke noget man
skabte, men noget man opnåede.

Klager over undervisningen eller karakterer, var stort set
ukendte. Læreren var tildelt den nødvendige autoritet til alene at kunne
bedømme elevernes faglige standpunkt.

Efter 2010 har man derimod givet eleverne den pædagogiske
autoritet til ved to årlige evalueringer (den ene anonym) at (be)dømme læreren.

Men dette evalueringshysteri har kun bidraget til at
forpeste det tidligere tillidsfulde forhold mellem lærer og elev.

Hvis det var i min magt, ville jeg som det første afskaffe
det kontraproduktive og meningsløse ressourcespild der anvendes på Dansk
Evalueringsinstitut.

For at skærme for det åbenlyse faglige/teoretiske armod i
gymnasiet, har reformpædagogerne senest opfundet nogle (indholdsløse) didaktiske
begreber som kreativitet og innovation i den hensigt at sælge gymnasiet til
erhvervslivet.

Forestillingen er den, ligesom det er tilfældet på RUC, at
man stort set uden viden, men ved gruppearbejde og Internettet, og med den
socialkonstruktivistiske videnskabsteori som eneste intellektuelle ballast, kan
opnå ny ”videnskabelig” indsigt. Men dette er jo ligeså fagligt underlødigt,
som resten af den reformpædagogik, som er udsprunget fra RUC.

Tværtimod er det sådan, at viden og indsigt giver frihed til
at vælge – det gør ideologisk formynderi ikke.

Og hvad er det så HLA holder op som modstykke til ”tankpasserpædagogikken”?

Det er et gymnasium og et universitet, der bortset fra de
studier, der kræver de allerhøjeste gennemsnit, har undergået en faglig
deroute, som har været fuldstændig ødelæggende for det danske
undervisningssystem.

At karakterniveauet er højere i dag end før 1988, er blot et
udtryk for den akademiske korrumpering, som er fulgt i kølvandet på
reformpædagogikken og taxameterprincippet.

Vi er i dag derhenne, at Danmark vist nok er det eneste land
i verden, som dimitterer studenter, som reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er jo ikke en vild påstand. Søndag den 14. april 2014
havde Martin Krasnik den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen i Deadline. Anledningen
var, at mange af de studerende, der bliver optaget på RUC, hverken kan læse,
skrive eller kender reglerne for tegnsætning – i hvert fald ikke på et niveau,
så de er i stand til at følge undervisningen det første år på RUC.

Hendes svar var, at når de studerende ikke er i stand til at
tilegne sig indholdet af en lærebog, og heller ikke intellektuelt er i stand
til at følge en forelæsning, så må vi undervise ved hjælp af medier, og arbejde
i grupper med læreren som tutor. Ja!

Ved reformen i 2005, blev det akademiske gymnasium udslettet
og omdannet til en klon af RUC.

Men det er altså denne ideologisk forplumrede faglige
elendighed, som Hanne Leth Andersen vælger at fremhæve i sin nedvurdering af
undervisningen i det velfungerende grenvalgsgymnasium, som
”tankpasserpædagogik”

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus