Blog Image

Opinion

Opinion

Naturvidenskab

Politik, især

Undervisningspolitik og

Økonomisk politik

Jeg undrer mig!

politik Posted on Tue, February 02, 2016 19:23:32

Der er noget, som undrer mig. Ifølge grundloven er
ejendomsretten ukrænkelig. Myndigheder, der er underlagt statsmagten kan ikke
konfiskere eller inddrage privat ejendom, som er erhvervet på lovlig vis.
Undtagelsen er vist kun, hvis man skylder til det offentlige.

Ejendomsretten gælder naturligvis også for personer, som
ikke er danske statsborgere.

Det er derimod rigtigt, at man ikke kan modtage sociale
ydelser, hvis man har aktiver ud over hvad der er strengt nødvendigt for at
kunne leve et tåleligt liv.

I diskussionen har især Inger Støjberg slået på, at
kontanthjælpsmodtagere også får inddraget en eventuel formue og værdigenstande,
der ikke er nødvendige for et dagligt liv. Det kan karakteristisk være smykker.
Realiteten er imidlertid nok den, at de, der søger kontanthjælp, allerede har
skilt sig af med værdigenstande, som ikke er strengt nødvendige for at
opretholde en tilværelse. Det sidste, man skiller sig af med er formodentlig en
bolig og det næstsidste en bil.

Det undrer mig også, at man fra regeringen i sin
argumentation tilsyneladende ikke skelner mellem danske statsborgere, der
modtager kontanthjælp og asylansøgere. Rent
juridisk må der angiveligt være forskel.

Når asylansøgere, har fået (midlertidigt) ophold i Danmark, er
det naturligvis ikke urimeligt, at de skal gøre rede for deres formueforhold.
Og afgivelse urigtige oplysninger kan få retslige konsekvenser.

Hvis lovforslaget, havde været formuleret nogenlunde på
denne måde, så tror jeg ikke, at det ville have forårsaget voldsomme reaktioner
– om overhovedet nogen.

Men det, at man ved grænsen kontrollerer flygtninge, hvor de
fleste har mistet eller er blevet frarøvet alt – at de danske myndigheder med
loven i hånd fratager dem deres sidste værdigenstande er ud fra en banal
rimelighedsbetragtning uhyrligt. Affektionsværdi eller ej, over 10.000 kr.
eller ej. Det er uværdigt. Punktum.

Også selvom man antager et mere kynisk forretningsmæssigt
syn på dette, så er det vel yderst tvivlsomt, hvorvidt provenuet ved at
inddrage værdigenstande fra flygtninge, kan dække de administrative
omkostninger.

Det fremstår derfor, at de stramninger, der gennemført
udelukkende har til formål, at bibringe flygtninge, der søger mod Danmark den
opfattelse, at de vil blive dårligt behandlet – på samme måde som det var
tilfældet med Inger Støjbergs annoncer i arabiske aviser.

Men er det nu helt gennemtænkt? For det er jo ikke kun
flygtninge, som får kendskab til denne symbollovgivning. Og er det overhovedet
i overensstemmelse med vores demokratiske traditioner at lave symbollovgivning
– næppe.

Om den vedtagne lovgivning vil have nogen effekt på flygtningestrømmen
er tvivlsomt, men det er åbenlyst, at den notorisk har skadet Danmarks
internationale omdømme.

Muligvis er lovforslaget ikke er blevet gransket i detaljer i
den udenlandske presse, men loven

afstedkommer nogle særdeles ubehagelige associationer,
hvilket regeringen indlysende burde have forudset.

Og det er jo sådan, at nogle gange er det faktuelle i en
lovgivning ganske uvæsentlig i forhold til, hvordan det vil blive opfattet. En
sådan udvikling er aldrig reversibel. Skaden er sket. Det er umuligt at få
ånden tilbage i flasken. Vi kan blot sidde og vente til det bliver glemt. Og
det kan godt tage lang tid. Der findes også mørke kræfter, der ser sin
interesse i at holde gryden i kog til skade for Danmark.

Det eneste, der delvis kunne retablere Danmarks
internationale omdømme ville være, at trække forslaget tilbage, ellers vil
myterne leve videre. Sammenligninger med Muhammed krisen er i øvrigt helt hen i
vejret. Nogle harmløse tegninger blev udnyttet af et muslimsk mindretal i den
hensigt at tvinge Danmark til knæfald for Islam. Den danske regering foretog
sig intet andet end at forsvare pressefriheden.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus



Når debatten skrider

politik Posted on Tue, February 02, 2016 19:21:09

Der har været nogle fæle udskridninger i debatten om
vedtagelse af den lov, som giver myndighederne ret til at konfiskere
værdigenstande fra asylsøgere.

Der er vist generel enighed om, at den praktiske effekt af
de vedtagne stramninger er tvivlsom.

Til gengæld er det åbenlyst, at den vedtagne lov både har
lagt gift for den hjemlige debat og skadet Danmarks internationale omdømme. Den
ministerielle udlægning af loven har været uklar, og den har på ingen måde ikke
kunnet bremse den internationale fordømmelse.

Skaden er sket og den er uoprettelig.

Debatten er også blevet afsporet, idet flere kommentatorer
har draget sammenligning med Muhammed krisen. Men denne analogi holder jo kun,
hvad angår tab af omdømme.

I 2006 kom fordømmelsen næsten udelukkende fra de islamiske
diktaturer, mens den nuværende kritik kommer fra vestlige demokratiske
institutioner. Endvidere er forudsætningerne overordentlig forskellige.

Stramningerne af flygtningelovene er vedtaget af de danske
folketing, og dermed et udtryk for en officiel dansk politik.

Derimod fremkom Muhammed tegningerne i et dansk dagblad, som
agerede uafhængigt af enhver statslig myndig.

Regeringsmagten forholdt sig udelukkende til at forsvare den
grundlovssikrede pressefrihed, men forholdt sig på intet tidspunkt til hvad der
trykkes i danske aviser.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12