Blog Image

Opinion

Opinion

Naturvidenskab

Politik, især

Undervisningspolitik og

Økonomisk politik

Den ubesindige bankdirektør

politik Posted on Sat, September 24, 2016 19:38:35

HVORDAN KAN MAN I DET EVANGELISKE OG SOCIALDEMOKRATISKE DANMARK HAVE ET PARTI, HVIS ENESTE MÆRKESAG ER AT DE RIGESTE SKAL BETALE MINDRE I SKAT

Der var engang en bankdirektør, der var blevet stinkende rig
på sin bankvirksomhed.

Men det var nu heller ikke nogen helt almindelig bank, hvor folk
anbragte deres opsparing, og som lånte penge til gemene lønmodtagere.

Tværtimod var det en bank for velhavere med det inderlige ønske
at blive endnu rigere, og det helst uden skulle bestille særlig meget for det.

Så banken gav beredvilligt kreditter på det dobbelte eller
det tredobbelte af indskyderens kapital i det øjemed at de satte sig til rette
ved valutaspekulationsrouletten eller investerede i andre og lige så flygtige
finansielle aktiver.

At almindelige godtfolk troede, at de med fordel kunne
spekulere mod verdens finansimperier og storbanker, kan ganske vidst undre, og langt
de fleste endte da også med at tabe deres penge plus det lånte, men det berørte
jo ikke bankens indtægter, for lånene til banken skulle jo betales tilbage,
hvad enten klienterne havde vundet eller tabt på deres spekulationer.

Bankdirektøren glædede sig naturligvis hver eneste dag over
sine mange millioner, og det eneste lille skår i glæden var egentlig de
millioner, han skulle betale i skat.

Jeg kan ikke forstå det, tænkte bankmanden. Jeg har jo aldrig
lånt penge af staten, så hvorfor skal staten så have mine penge.

Men jo flere millioner, der væltede ned i bankdirektørens
lommer, jo mere mismodig blev han over at skulle aflevere så mange tilbage i
skat, penge som staten bare inkasserede, og det uden engang at have tjent dem
på ærlig vis.

Han grublede længe over, hvordan han på lovlig vis kunne
undgå at aflevere alle de dejlige millioner til staten. Den eneste vej syntes
jo at være gennem lovgivningen, men så skulle man jo være repræsenteret på
tinge.

Men så slog tanken som en tordenkile ned i bankdirektørens
hoved. Man kunne jo købe et parti, der allerede var repræsenteret i
folketinget. Et parti som kunne gøre op
med socialdemokratiet og de andre røde partiers fordelingspolitik, der jo kun
var drevet af misundelse på driftige mænd, som ham selv, der forstod at gøre
forretninger uden samfundets mellemkomst.

Udslettet fra hans tidlige ungdoms bevidsthed var Karl Marx’
nøgterne konstatering af, at velstand jo ikke kommer ved at lade penge flyde
fra den ene hånd til den anden, men kun ved at skabe merværdi gennem
produktion.

Jeg har faktisk råd til at købe et parti, tænkte
bankdirektøren, et parti hvis eneste formål er at de rige skal betale mindre i
skat, selvom man nok ville gøre klogt i at formulere formålet på en lidt anden
måde.

Og da han så sig om i det politiske landskab, syntes
tidspunktet endda at være meget gunstigt.

Der var flere kuldsejlede partier til salg, og efter en kort
overvejelse faldt valget på det parti, som tidligere havde haft ordet ”demokratisk”
som deres galionsfigur.

Nu var ”demokratisk” nok ikke den allermest velegnede navn
for et parti, hvis angivelige formål var at omfordele skattebyrden fra de rige
til de fattige, at skaffe frihed til at skovle penge ind, tjent ved andres
arbejde, men der måtte vel findes andre lødige begreber, som nok dækker dette
formål, men som man ikke i samme grad forbandt med materiel grådighed, men
derimod med lødig økonomisk teoridannelse, som det var grundlagt af Adam Smith
og Malthus.

Ordet var naturligvis Liberal. Et begreb som hos ubefæstede
sjæle let forveksles med ”frihed for den enkelte” (Altså økonomisk handlefrihed,
men lad det nu ligge).

Og det første bankdirektører skulle, var naturligvis at købe
en partiformand. Og her faldt valget naturligt på et tidligere radikalt
brushoved, der besad evnen til at opstille samfundsøkonomiske regnestykker, som
godt kunne gøre selv erfarne økonomer og journalister rundtossede.

Og brushovedet viste sig hurtigt at være et naturtalent i
den henseende, og hans flydende veltalenhed forbløffede de fleste. Og der skal
jo rigtignok et tykt lag oratorisk glasur til for at forvandle et liberalistisk
rovdyr til en lille sød missekat, der bare vil have lidt mere fløde.

Hvis de rige betaler mindre i skat, så bliver vi alle sammen
rigere gjaldede hornene. Lidt svært at forstå, måske, hvis man blot har sat sig
en lille smule ind i Marx’ og Keynes analyse af det kapitalistiske samfund.

Faktisk forholder det sig lige omvendt. For hvis man giver
en krone til de fattige, så er det næsten sikkert, at den vil blive omsat i
indenlandsk forbrug. Det øger omsætningen. Det øger efterspørgslen. Det øger
den indenlandske produktion. Det øger velstanden.

En krone mere til de fattige, trækker hele samfundet op på
den måde, som bla. nobelpristageren Joseph Stiglitz i sin bog ”The price of inequality”
har kaldet multiplikator effekten. En krone til de fattige, kommer tilbage til
samfundet med en faktor 2-3.

Giver man derimod en million til de rigeste, er det langt
mere tvivlsomt, om det vil komme samfundet til gode overhovedet. For den vil
næppe blive investeret i indenlandsk produktion.

For et forøget forbrug og en stigende efterspørgsel kan jo
ikke komme fra de, som er blevet ringere stillet ved en omlægning af skattebyrden
fra de rige til de fattige, og betalt af nedskæring af de sociale rettigheder.

Så forøgede indtægter til de rigeste, vil nok blive
forrentet bedre i oversøiske spekulative investeringer eller ende på Cayman
Island eller andre skattely.

En samfundsøkonomisk tankegang, som ligger ret fjernt fra den
evangeliske nøjsomhed, retlinethed og flid, det demokratiske fundament,
kombineret med det socialdemokratiske sociale ansvar, som indtil
årtusindskiftet gjorde de nordiske lande til verdens rigeste og bedste lande at leve i.

At den slags overvejelser ikke harmonerede med
bankdirektørens samfundssyn, kan man måske godt forstå. Lidt vanskeligere er
det måske at forstå, at de heller ikke fandt vej til det liberale brushoved,
der jo engang tilhørte et parti, der var opstået med udgangspunkt i en social
bevidsthed.

Men også det kan vel købes for penge.

Så det nye parti, havde kun et program punkt. Skatten skal
ned for de rige, betalt af sociale nedskæringer. Ikke et ord om
velfærdssamfundet og landets infrastruktur. Ikke et ord om internationale
forpligtigelser og udenrigspolitik. Ikke et ord om undervisningspolitik. Ikke
et ord om indvandringspolitik. Partiets rolle var sådan set udspillet, når
bankdirektøren blev fri for at betale den skat, som gjorde ham så mistrøstig.

Hvordan brushovedet i medierne kunne opretholde illusionen
om, at vi alle vil blive lykkeligere og rigere, hvis blot de rigeste betaler
mindre i skat er jo ganske forunderligt, men størrelsen af hans tilhængerskare,
kunne jo tyde på, at langt flere end de allerrigeste, tror at de selv ville få
en fordel af at erstatte Robin Hood med Prins John.

Bondefangeri er nok verdens (næst)ældste helt liberale
erhverv. Det består jo i, at man stiller folk, med mere beskedne midler i
udsigt, at de kan tjene mange penge uden nogen særlig indsats, (tja), mens det
egentlige formål naturligvis er, at de bliver ribbet for alt, hvad de har.

Måske skulle man tænke på det, næste gang man sætter sit
kryds – hvis man altså ikke er stinkende rig.



Behandlet for depression

politik Posted on Fri, July 29, 2016 20:24:48

Efter den franske pilot Adreas Lubitz i marts 2015 helt
uforståeligt blokerede døren til cockpittet og styrede maskinen mod en bjergvæg
og tog 149 passagerer med sig i døden, kom det frem, at han havde været under
psykiatrisk behandling i flere år, og stadig var under medicinering. En
lignende historie, er fremkommet, hvad angår Mohamed Bouhlel, der dræbte 84
mennesker i Nice den 16. juli.

For adskillige af de enkeltmands terror anslag, der har
været det sidste år, er det kommet frem, at gerningsmændene har været i
behandling for depression. Det har man så noteret sig, som en del af
forklaringen på de meningsløse terror og selvmordsaktioner.

Nu er det jo sådan at, det mest karakteristiske træk ved en
depression er handlingslammelse.

Det er umuligt for et depressivt menneske, aktivt at
gennemføre så voldsomme handlinger, som det har været set ved de sidste års
terrorhandlinger.

Manierne hos bipolare kan være destruktive for personen selv
og den nære omverden, men det udløser stort set aldrig vold mod andre mennesker.

I den depressive tilstand, kan man på grund af
handlingslammelsen ikke gennemføre et selvmord, selvom det er det, man stræber
efter, men det er velkendt, at den farlige situation opstår for bipolare, når
de er på vej ud af en depression, for så forsvinder handlingslammelsen,
samtidig med at trangen til at tage livet af sig er intakt.

I de sidste 50 år er der sket en voldsom udvikling, hvad
angår psykofarmaka.

I 70’erne kom benzodiazepinerne, og som i begyndelsen blev
betragtet som et vidundermiddel uden de bivirkninger, som de tidligere
antidepressive midler havde haft. I løbet af 80’er blev man dog klar over, at
bezodizepinerne var stærkt afhængigheds skabende og havde ganske alvorlige
følgevirkninger ved langvarigt brug, med hensyn til udvikling af de angst og
depressionstilstande, som de oprindeligt var ordineret for at bekæmpe.

I 80’erne kom så ”lykkepillerne” Protac og i Danmark
Cipramil, som igen blev lanceret som et depressionsmiddel uden bivirkningen, og
som i næsten 20 år blev ordineret til alt fra dybe depressioner til kærestesorg
og dårligt humør.

Men selvom det har været kategorisk afvist og bagatelliseret
af medicinal virksomhederne som enkelttilfælde, så har historien med den
skjulte bagside af bezodiazepinerne gentaget sig for lykkepillerne de sidste 10
år.

Når man dæmper angst tilstande med psykofarmaka, så svækker
man samtidig hjernens naturlige beredskab mod angst og panik, og dette kræver
så mere af stoffet, indtil det ikke virker længere, og herefter befinder man
sig i en slags angstfuldt helvede, som det kan år at komme ud af igen, hvis man
ikke vælger at tage livet af sig inden.

For alle de forstyrrede mennesker, som har udøvet kollektiv
vold og terror, og som har været i behandling for ”depression”, har medierne
mere hæftet sig ved den tidligere depressionstilstand, end ved den
psykofarmaka, de har fået ordineret. Jeg mener nu, at man skulle undersøge nøje,
hvilke medikamenter selvmordsterroristerne har været behandlet med og hvor
længe.

Det vil langt fra overraske mig, hvis der tegner sig et
billede.

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus



Loyal to Islam

politik Posted on Mon, July 25, 2016 17:47:54

Som det sker hver gang, der har været et terrorangreb i
profetens navn, så er de fleste politikere og den overvejende del af pressen ude
med en forsikring om, at man ikke kollektivt kan rette anklage mod religionen islam
og dets menige udøvere, men kun imod de barbariske handlinger, begået af
formørkede terrorister.

Af samme grund har Vesten med USA i spidsen, siden 2001
erklæret krig mod terror, og ikke mod islam, selv om det er ret åbenlyst, at
det et langt stykke af vejen kommer ud på det samme.

Der er naturligvis en grundlæggende politisk ræson i dette
maskespil. For selv om det radikale islam de sidste 20 år har ført en ekstrem
voldelig og hensynsløs krig mod Vesten, så er det i enhver henseende særdeles ufornuftigt,
at samle verdens 1½ mia. muslimer i en konfrontation mod Vesten.

Det som Samuel P. Huntington i sin bog fra 1993 profetisk og
dystopisk kaldte ”Civilisationernes sammenstød”.

En anden grund er naturligvis den, at mens de øvrige af det
20. århundredes totalitære og civilisationsfjendske bevægelser, enten har været
nationalt eller geografisk afgrænsede, så fører islam krig mod de vestlige
demokratier fra vores egen baghave.

Igen for at undgå konfrontation med verdens næststørste
religion, har politikere og medier formuleret en opdeling mellem kulturelle
muslimer, rettroende muslimer, islamister og de radikaliserede terrorrister.

På trods af de utallige terrorangreb mod uskyldige civile,
der er udført i profetens navn, benægter talerør for Islam ofte, at terrorisme
overhovedet er en del af Islam, hvilket jo er helt vanvid, da kampen mod de
vantro gennem Jihad er skrevet ind i Koranen.

Faktisk er det kun graden af og praktiseringen af
underkastelse, repression, ufrihed, inhuman tugtelse samt forfølgelsen af
anderledes tænkende, som skiller de rettroende fra islamisterne.

Men samtidig er vold, ufrihed og undertrykkelse ikke så
velegnet til gradbøjning.

De kulturelle muslimer, er de, som af overbevisning støtter
den demokratiske styreform, og som i øvrigt har det samme forhold til Islam,
som de fleste danskere har til kristendommen.

Når de alligevel fortsætter med at erklære sig som muslimer,
kan det hænge sammen med, at Koranen som bekendt foreskriver dødsstraf for at
forlade Islam.

De kulturelle muslimer er fuldstændig problemløst accepterede
af de danske samfund, men prisen for dette er ofte latente trusler fra de
islamister, der udmåler dødsstraf for kritik af den fundamentalistiske islam.
Det er derfor nødvendigt for de mere prominente at have livvagter døgnet rundt.

Alene det, at man bliver truet på livet på grund af sine
holdninger, er jo totalt uacceptabelt i et demokrati, og den dermed stiltiende accept
af, at man kan true nogen til tavshed og underkastelse, er en underminering af
selve demokratiets fundament.

At opdele muslimer i mere end to grupper skyldes politisk
pragmatik. I virkelighedens verden, kan man egentlig kun trække én skilleline
blandt muslimerne, som er bosat i Vesten. De som er loyale overfor Islam og
underkaster sig Sharia, og de som lever efter grundlaget i de vestlige
demokratier.

For Sharia undertrykker og begrænser stort set alle de
friheder og den restsikkerhed, som de vestlige demokratier garanterer, og derfor
er en dialog i realiteten meningsløs.

De vestlige lande har aldrig blandet sig aktivt i
undertrykkelsen, retsløsheden og den sociale orden, som hersker i de islamiske
lande. Men et betydeligt antal muslimer, der bor i vesten, nægter at acceptere
de demokratiske normer for menneskeligt samvær, og søger i stedet gennem
trusler og vold at tvinge demokratiet til at gøre knæfald for Islam.

Demokratiet kan simpelthen ikke bygge bro til islam. Det er
to uforenelige menneske- og samfundssyn.
Hvis man forsøger, vil det hurtigt vise sig at være en trojansk hest.

Vi er henvist til et væbnet forsvar, hvilket det jo også er
sket de sidste 20 år gennem en næsten grotesk udvidelse af det nationale
sikkerhedsapparat, og som svar på dannelsen af parallelsamfund.

Hvordan man end vender eller drejer det, så er de muslimske
indvandrere de eneste, som ikke har villet lade sig integrere i det land som de
har valgt at bosætte sig i, som fastholder deres islamiske kultur og samtidig
de eneste indvandrere, som har givet Danmark alvorlige samfundsmæssige problemer
gennem de sidste 200 år

Kulturelle muslimer og andre, der går til stålet i kritikken
af islam, lever under forfølgelse og dødstrusler på samme måde som antinazister
gjorde i Tyskland og dissidenter gjorde i Sovjet.

Vi har i Vesten tidligere aldrig haft anfægtelser ved at
gøre – ikke den enkelte nazist eller den menige kommunist – ansvarlig for de to
samfundssystemers forbrydelser – men derimod placeret ansvaret på de to
totalitære bevægelser nazismen og kommunismen.

Når dette demonstrativt ikke sker, hvad angår islam, så er
det reelt på grund af de politiske konsekvenser, men formelt fordi islam er et
politisk projekt, der bygger på en religion.

Men det er jo nonsens, at man ikke kan holde et totalitært
og kulturimperialistisk projekt ansvarlig for dets umenneskelige handlinger,
fordi det (også) er en religion.

I en kronik den 16. juli 2016 skriver Henrik Dahl: ”Konflikten
i Frankrig går ikke mellem muslimer og alle andre. Den går mellem hvilket som
helst menneske, der ønsker fred og fordragelighed på den ene side. Og på den
anden side det aggressive og voldelige salafistiske samfund med drømme om
verdensherredømme”.

En sympatisk intellektuel indstilling, som jo blot ikke
holder en meter. For det kunne med samme ret være anvendt, hvis man erstattede
muslimer med nazister eller kommunister, og som det blev sagt af en Imam i
radioen efter terrorangrebet i København: Islam formidler principperne om
kærlighed, harmoni og fred.

Men når man hører dette, så kommer jeg til at tænke på
George Orwells 1984, og partiets 3 teser: Krig er fred, Frihed er slaveri og
Uvidenhed er styrke.

Og det passer jo sådant set glimrende på Imamernes
udtalelser efter terrorangrebene.

Ole Witt-Hansen
Lektor
emeritus



Islam og Vesten. To uforenelige samfunds- og menneskesyn

politik Posted on Sun, July 17, 2016 17:21:53

Når en diskussion nærmer sig indvandrere og deres adfærd i
det danske samfund, begynder samtalen sig ofte at handle om Islam, og så bliver
jeg altid ofte konfronteret med, at en kritisk analyse af islam er en kritik af
en anden kultur og en generel nedvurdering af muslimer.

Og derpå har samtalen tendens til at udvikle sig destruktivt,
for når jeg siger Islam, så svarer de muslimer.

Det er naturligvis korrekt, at jeg ikke bryder mig særligt
om individer, der bekender sig til en civilisationsfjendsk ideologi, hvis
formål er at få alle til at underkaste sig en samfundsorden, som vil begrænse
eller fuldstændig undertrykke alle de frihedsrettigheder, som det har taget den
vestlige verden 200 år at opnå.

Den vestlige verden har forfatninger, hvor der er indbygget
en lighed for loven, uafhængig af social eller etnisk baggrund

I den vestlige verden findes der ikke et politisk eller
religiøst politi ved siden af den verdslige og demokratisk kontrollerede
ordensmagt, og hvis magtbeføjelser er bestemt af en sekulær lov.

Domstolene er sekulære, og ikke politiske eller religiøse,
og de er uafhængige af den lovgivende og politiske magt. Det er
forfatningsmæssigt stadfæstet, at man ikke kan forfølge eller mishandle
mennesker på grund af deres køn, tro eller seksuel orientering.

Endvidere er retten – også for kvinder – til at kunne
bestemme over sit eget liv, hvad angår udannelse og valg af partner helt
grundlæggende i de vestlige samfund.

Men det er jo sådan, at intet af denne sociale eller
civilretslige samfundsorden, som den vestlige kultur bygger på, findes i Islam.

Islam er og har altid været et aggressivt og
kulturimperialistisk politisk projekt med en social retsorden, der er funderet
på Koranens infame Sharia.

At man forestiller sig, at man kan holde modsætningerne nede
ved imødekommenhed og eftergivenhed over kravene fra Islam, har de sidste 30 år
vist sig at være en illusion.

Rækker man hånden frem til Islam, bliver den blot hugget af.

Det billede, der tegner sig er, at rettroende muslimerne
mener, at de qua deres religion er moralsk og åndeligt overlegne overfor den
vestlige kristne verden.

De føler sig derfor dybt forurettede over, at de ikke altid
har den samme adgang til de materielle goder i den vestlige verden, som den
oprindelige befolkning – og som de ikke mener skyldes deres manglende evne til
at begå sig i arbejdslivet – men som de mener skyldes diskrimination af
muslimer.

Selvom det er blevet nedtonet i de senere år, så lever vi
stadig i slipstrømmen fra den afsporede kampagne, rettet mod påstande om
religiøse krænkelser og dæmonisering af muslimer, der fulgte med Muhammed
tegningerne.

I dag ved vi – blandt andet fra Ahmed Akkari – og hvad de
fleste af os allerede vidste i 2005 – at tegningerne stort set var irrelevante
for de muslimske fanatikere, men at netop en tegning – især når den
distribueres til analfabeter – leverede en unik anledning til at ophidse den
muslimske verden og bringe det danske samfund til knæfald for Islam.

Det lykkedes ikke ganske efter hensigten, men det lykkedes –
på grund af terror og dødstrusler – at forvandle Danmark fra at være et meget
åbent og frit samfund, hvad angår ytringsfrihed, fri bevægelighed i samfundet
og ubeskyttede politikere og presse til at være fysisk afskærmet og overvåget
samfund.

En udvikling, som man kun kan sætte én fællesnævner på,
nemlig Islam.

Det er næsten ud i det groteske – dog ikke så grotesk, som i
Sverige – at dele af pressen er utilbøjelige og fodslæbende til at knytte
trusler, voldshandlinger og terror begået i Islams navn sammen med Islam.

Men at adskille Islam fra dødstrusler, vold og terror,
svarer jo næsten til at adskille nazismen fra holocaust.

Da jeg var barn i 50’erne var det ikke helt ualmindeligt, at
relativisere på den måde, at ”måske var demokrati ikke det rigtige for lande
uden for den vestlige verden”, for de havde jo en anden kulturel baggrund. Man ”forstod”
de kommunistiske bevægelser, og man forstod de kommunistiske landes kontrol af
befolkningen for at undgå et ”fascistisk” kup.

Også selv det lyder nærmest grotesk i dag, så var sådanne
tankegange ikke helt ualmindelige.

På trods af den uovervindelige forskel, der er mellem de
vestlige demokratier og stater med et islamisk fundament, så tales der stadig i
relativistiske termer i dele af pressen.

Det synes jeg man skal man lade være med, for det er jo kun
at lukke intolerancen, undertrykkelsen og de sociale overgreb ind i vores del
af verden.

Det har jo vist sig, at fra midten af det tyvende århundrede
har de vestlige lande været ude af stand til at formidle en demokratisk kultur
til afrikanske, mellemøstlige eller asiatiske lande.

Selvfølgelig ved vi, at der (altså for 100 år siden) langtfra
var social lighed mellem den oprindelige befolkning og koloniherrerne, (men dog
ikke ret forskellig fra den afgrund, der er mellem overklassen og den fattige
befolkning i de samme lande nu om dage), men det var alligevel langt fra slaveri.
Mange tidligere lande i Afrika, mellemøsten og asien, kan ”takke” englænderne
og franskmændene for at de i dag har en infrastruktur i form af jernbaner,
veje, administrationsbygninger, retsvæsen, læger og hospitaler.

Der kan være flere grunde til ikke at krænke kvinder. Det
indlysende er, at det de sidste mange år ikke har været en del af vores sociale
kultur. En anden er, at det vil udløse en voldsom fordømmelse hos omverdenen og
eventuelt et strafferetsligt efterspil.

Selvfølgelig kræver det psykopatiske træk at udøve vold mod
kvinder eller børn, men til forskel fra vestlige mænd, hvor det udløser massiv
fordømmelse fra ens omverden, er dette ikke tilfældet i den muslimske verden –
ikke engang fra myndighederne.

Derfor kan man ikke nøjes med at rette fingeren mod ”de
afsporede unge mænd”, der for et halvt år siden krænkede kvinder i Tyskland og
Sverige, men lige så meget meget mod den sociale kultur, som hviler på Islam, en
kultur, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, det er nødvendig at
bekæmpe.

De terroranslag, der har været i 2015, er kun halvhjertet
blevet fordømt af talsmænd fra Islam (alt andet ville nok også have været
taktisk uklogt, som borger i et vestligt land), men gerningsmændene er blevet
fordømt som psykopater ikke som muslimer, og som det blevet sagt af en talsmand
i radioen: Islam formidler principperne om kærlighed, harmoni og fred. Men det
er jo absurd, når alle terrorhandlinger mod vestlige lande, som Al-Qaeda ISIS,
Al-Shabab har udøvet er sket i Allahs navn.

Så ærlig talt, hvis Islam på grundlag af de sidste 20 års
terror og drab på uskyldige, repræsenterer fred og harmoni, så kan nazismen og
kommunismen vel i samme kontekst beskrives som ideologier, der fremmer
fordragelighed og tolerance mellem menneskene

At forståelse, tolerance og imødekommenhed overfor et
totalitært system, kun fører til tilbageslag og eftergivenhed, er velkendt fra
dengang fjenden var kommunismen. Et totalitært system kender ikke til oprigtighed,
kun til overmagt.

Dette er også pointen i Hoellenbec’s dystopi: ”Soumisson”. Det
er ikke så meget det, at muslimerne får magten og islamiserer Frankrig, for det
opnår de på demokratisk vis (på samme måde, som Hitler gjorde det i 1933), men
at vi – de vestlige samfund – lader det ske.

For at undgå at ”krænke” almindelige muslimer, opstod
allerede for 10 år siden en distinktion mellem begreberne Islam og islamisme.
Men denne distinktion kan være farlig, fordi ingen rettroende muslim, kan
fraskrive sig Sharia, selv om dens barbariske straffemetoder, måske end en
imod. Det sammen kan siges om den rettroende muslims forhold til Jihad. For
selvom man måske ikke har noget lystbetonet forhold til at slå de vantro ihjel,
så står der jo i Koranen, at man skal.

Som eksempler på ganske almindelige muslimer, altså ikke
islamister eller andre ekstremister, blev der på DR2 i december 2015 vist
udsendelsen: Oprør fra Ghettoen. Den handlede mest om piger, der havde forsøgt
at leve et normalt liv ligesom andre danske piger. Gå til fester, have kærester
osv. Som havde forsøgt at gøre oprør mod isolationen fra den danske omverden,
mod arrangerede ægteskaber og meget mere.

Mest skræmmende var beretningen om en pige, som havde fået
en dansk kæreste. Hun havde indviet sin mor, men moren lod det gå videre
(islamisk kultur) til hendes far og hendes brødre, og så brød helvede løs. Hun blev gennembanket
af sin far, og måtte kun forlade sit værelse for at gå i skole. En nat flygtede
hun (i livsfare) ud af et vindue på 3. sal og kom i kontakt med de sociale
myndigheder, som (gudskelov) hjælper den slags piger, uden at inddrage
forældrene

Resultatet var hemmelig adresse, fuldstændig udstødelse fra
familie og det muslimske samfund – måske for evigt. Og har vi hørt om
(æres)drab på døtre, og fingerede familiebesøg, som i virkeligheden er bortførelsen til muslimske
lande, hvor unge piger bliver tvunget ind i arrangerede ægteskaber.

For et stykke tid siden hørte jeg i et debatprogram en talskvinde
for Islam sige, at ”danske mænd også tæver deres koner og døtre”! Muligvis,
selv om man nok ikke helt kan sammenligne omfanget.

Men den helt altafgørende ”kulturelle” forskel er imidlertid,
at hvis en dansk mand tæver sin kone eller sine børn, så er fordømmelsen næsten
entydig, både hvad angår familie og socialt netværk.

I det muslimske miljø synes det at være lige omvendt. Her
rammer fordømmelsen og udstødelsen ofret for volden, og ikke de som udøver den,
fordi ofret har forbrudt sig mod Islams sociale normer.

Et samfund, som hviler på et humant idegrundlag, som bygger
på de demokratiske principper, som vi har arvet fra oplysningstiden og som
søger at beskytte det enkelte individs rettigheder og frihed, kan simpelthen
ikke leve fredeligt side om side med en totalitært religiøst eller ideologisk
samfundsform, der udøver social kontrol, og indskrænker naturlig menneskelig
adfærd i religionens navn.

Dialog med totalitære bevægelser, har altid ført til
eftergivenhed og tilbageslag for det oplyste demokrati, aldrig til en
opblødning af det totalitære undertrykkende. Blandt andet af den grund at de
altid fylder én med løgn, og fordi de ikke ser nogen fordel i at give
indrømmelser.

Hvis den vestlige samfundsform skal overleve, er dialog ikke
vejen. Vi bliver nødt til at forsvare os, sætte foden ned og sige hertil og
ikke længere i stedet for at lade vores frihedskultur blive langsomt
undermineret af ”hensynet til religiøse følelser”.

Undertrykkelse og ufrihed er undertrykkelse og ufrihed, og
for mig er det sådan set ligegyldigt om den er religiøst eller ideologisk
motiveret.

Hvis ”krig” anvendes i en mere overordnet betydning, som en
væbnet afvisning, så var vesten i krig mod kommunismen i 50 år, og skal vi så
ikke droppe de diplomatiske manerer og sige at vi nu har været i krig mod Islam
i omkring 20 år. I alle tilfælde har Islam ført krig mod vesten bevæbnet med
alle de teknologiske fremskridt, og den materielle velstand, som er skabt i
vesten, og som de islamiske lande, qua deres religiøse samfundssystem har været
ude af stand til at opnå selv

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus



Errare humnanum est

politik Posted on Wed, July 06, 2016 09:47:07

Der anvendes lejlighedsvis latinske idiomer af højlærde
personer. Og det er da også udmærket, når man skriver til folket.

Men, så er det nok alligevel bedst, at man behersker ortografien,
for ellers forstår folket det jo slet ikke.

I et indspark mandag den 4. juli i Berlingske skriver Peter Nedergaard
som overskrift: QOU VADIS EU.

Og det første ord rammer som et penneskaft i det litterære
øje. Det skulle selvfølgelig være QUO.

(Som et minimum af kendskab til Latin eller Italiensk kunne
have afgjort)

Det undrer mig blot lidt, hvis det har passeret forbi mere
end én redaktionel medarbejder før det blev trykt. Bestemt ikke nogen stor sag.
Meningen er jo god nok!

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12



Politisk relativisme

politik Posted on Wed, July 06, 2016 09:39:08

Anna Libak får den 1. juli gjort sjældent klart op med en
politiske relativisme, som i en forskningsrapport tilsyneladende har afløst den
kulturrelativisme, som hærgede dele af dagpressen for 10 år siden.

Altså den tese, at der ikke findes universelle etiske eller
moralske normer for kulturel eller politisk adfærd, men at alt skal ses i
sammenhæng med den historiske og kulturelle baggrund.

Men det er jo en samfundsmoralsk glidebane. Jeg mener f.eks.,
at retten til at kunne bestemme over sit eget liv ligger dybt forankret i den
menneskelige natur, uafhængig af kulturel baggrund.

Findes der samfund, hvor befolkningen ønsker at leve under
streng religiøs eller politisk kontrol. Selvfølgelig gør der ikke det.

Jeg tror på Montesquieus opstilling af magtens tredeling
(udøvende, lovgivende og dømmende), rummer en dyb forståelse af opbygningen af
en samfundsindretning for mennesket, som ikke kan siges at være kulturelt
bestemt.

Jeg tror simpelthen ikke på, at mennesker fortrækker at
blive stillet for et religiøs eller politisk tribunal, frem for en uafhængig domstol,
der dømmer efter en sekulær lov.

Og sådan kunne man blive ved. Jeg tror ikke på at et ønske
om at leve i frihed og retfærdighed i modsætning til repression er kulturelt
bestemt. Jeg tror at det er noget universelt menneskeligt.

Så skråt den rapport!

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12



Et akademisk eller et ideologisk gymnasium

politik Posted on Mon, June 20, 2016 15:45:02

(Dette indlæg er sendt til Weekendavisen, men er blevet blankt afvist)

Jeg var citeret i Klaus Wivels artikel: Almen
Tudieforberedelse i WEA den 10. juni, hvilket har tilskyndet to rektorer til et
frådende angreb på de holdninger, der er kommet til udtryk i artiklen.

Min holdning er ellers meget ligetil.

Efter 2005 blev det akademiske gymnasium udslettet og
erstattet af en klon af RUC.

Det betød en ideologisering af undervisningen og en
efterfølgende næsten forfærdende faglig/teoretisk deroute, som efter 2010 har
bredt sig til universiteterne.

Indtil slutningen af 60’erne var universiteternes og gymnasiets
uafhængighed af religioner og ideologier nærmest stålsat. Men det ændrede sig
dramatisk med oprettelsen af det marxistiske RUC i 1972, hvor den akademiske
integritet blev erstattet af videnskabelig enhedstænkning underlagt den
dialektiske materialisme. Det betød nedbrydning af fagenes identitet,
obligatorisk tværfaglighed, samtidig med at den kollektive præstation
erstattede den individuelle.

Den ideologiske dominans fortsatte stort set uforandret efter
socialismens kollaps i1989, dog blev marxismen behændigt udskiftet med
socialkonstruktivismen.

Det var denne undervisningsmodel, som blev overtaget af
gymnasiet med reformen i 2005.

Lige siden har diskussionerne om det faglige niveau stort
set været futile, fordi man jo ikke kan
opnå konsensus mellem akademisk indsigt, ideologisk bekendelse eller religiøs
tro.

Med gymnasiereformen i 2005 fulgte faget Almen Studieforberedelse
(AT), som var den ideologiske ringmur omkring gymnasiet, og som erstattede
objektiv konkret viden med diffus ”videnskabsteori”

Men reformen fik også vidtrækkende konsekvenser for lærerne.

Tidligere havde lærerne i gymnasiet det fuldstændige faglige
og pædagogiske ansvar. Ingen blandede sig i undervisningen, så længe eleverne
lærte noget og i øvrigt klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 er de tidligere autonome lærere blevet erstattet
med undervisningssergenter under en hierarkisk pædagogisk ledelse. Det faglige
ansvar, som de tidligere havde overfor eleverne er byttet ud med et formelt ansvar overfor
ledelsen.

Før gjorde man, hvad man fandt bedst for undervisningen, nu
gør man, hvad man får besked på.

Samtidig har Thomas Kuhns (dybt forvrøvlede)
socialkonstruktivisme forvandlet det tidligere akademiske gymnasium til en
ideologisk tumleplads for hvidskurede pædagoger

Og så er der sket en revision af den begrebsmæssige
forståelse af, hvad formålet med undervisning er. Qua taxameterprincippet er
uddannelsespolitikken blevet ændret fra udelukkende at være funderet på faglige
krav til at være underlagt ledelsesmæssig kontrol og krav om rentabilitet. En
politisk styring, som går under navnet New Public Management.

Men som bedre kan beskrives som ”uddannelsesmæssig
planøkonomi”, hvor ”kvaliteten” (det faglige niveau) helt er underordnet ”produktionsomkostningerne
per enhed”.

Når Jens Boe Nielsen skriver, at niveauet i matematik er
blevet højere, af den grund, at eleverne nu kan løse opgaver på en computer,
som de ikke tidligere kunne løse i hånden. Dette afspejler imidlertid en
afgrund til det, som jeg forstår som formålet med intellektuel aktivitet.

De sidste 10 år er det kun et mindretal, der kan den lille
tabel og de 4 regningsarter, når de møder i gymnasiet – eller når de forlader
det.

Så skal man følge Jens Boe Nielsen, så har det også styrket
det faglige niveau, at eleverne nu med lommeregneren kan udføre regnestykker,
som de ikke tidligere kunne udføre i hånden – også selvom de ikke længere kan
regne overhovedet.

Og sådan er det også gået i matematik. Selv på A-niveau, kan
mange elever ikke længere løse en førstegradsligning, beherske brøkregning, og
de er ikke i nærheden af en forståelse af de discipliner, som man lærte i
grenvalgsgymnasiet.

Rektorerne henviser ideligt til spørgeskema undersøgelser.
Tja! Når man spørger eleverne og de yngre lærere, så kan deres svar muligvis
være influeret af, at de ikke kender en anden verden.

Om dansk evalueringsinstitut EVA, vil jeg blot bemærke, at
statistik hverken afspejler indsigt eller holdninger – Det er statistik. I
øvrigt hviler EVA’s berettigelse jo på – gennem udformningen af spørgsmålene – på
at man leverer det, man bliver betalt for.

Så set i en ”ideologisk sammenhæng”, så er EVA’s
undersøgelser næppe mere troværdige end produktionsstatikkerne fra et
mønsterkollektiv i Sovjettiden.

Selv om den pædagogiske facade skinner, så er det lidt
trist, at Danmark muligvis er blevet det eneste land i verden, som dimitterer
studenter, der reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er ikke blot en løs påstand, for det fremgik åbenlyst
af det interview, som Martin Krasnik den 14. april 2014 havde i Deadline med
den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen.

Den faglige elastik skal nok strækkes til bristepunktet, før
man i dag kan kalde Danmark for et videns-samfund! Men det kunne man nu helt
ubekymret indtil slutningen af 80’erne.

Ole
Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12, 2670 Greve



Rockerborgen Rusland

politik Posted on Sat, June 18, 2016 11:11:00

Efter at russiske voldsbøller (hooligans er nok en
eufemisme) var mødt op med tandbeskyttere og kamphandsker for at tæske løs på
de engelske fodboldfans, udtalte den russiske udenrigsminister “at yderligere
pusten til anti-russiske følelser kan forværre forholdet mellem Frankrig og
Rusland”.

Hvis man er vokset op i en retsstat, hvor politiet har den opgave
at forhindre vold og hærværk, hvilket vist var det eneste, som det franske
politi (delvis forgæves) forsøgte, så forekommer en sådan udtalelse diplomatisk
derangeret.

For udtalelsen indebærer jo, at udenrigsministeren
sanktionerer, at et ”broderskab”, sætter sig over civilsamfundet, og (ligesom
Hitlers SA) rykker kampklædte ud for at tæske løs på mennesker, som man af en
eller anden grund ikke bryder sig om.

Da det franske politi, standsede en bus med 40 russere af
den samme kaliber, som bøllerne fra Marseille, udtalte samme russiske
udenrigsminister, at ” det var diskrimination af russiske statsborgere”.

Et land, som selv opfører sig så ekstremt chauvinistisk,
lader hånt om international ret og civilret, som har erstattet diplomati med
demagogi og løgn, som truer med vold og krig, blot ved den mindste ”fornærmelse”,
er ikke et civiliseret samfund, men en national rockerborg.

Ole
Witt-Hansen

Grevehaven 12, 2670 Greve



Next »